Hyldgaardvej 11
|
Pindsboel
|
Matrikelnummer Dal Anneksgaard 17a
Historisk-topografisk Efterretninger – 1894. Der er flere navne til ejendommen: Pindhus, Pinddmark, Pindsbolhus, Pindsbol.
Pindsboel er bygget på jord fra Maribol. En søn derfra Kristian Maribol, gift med Grethe druknede ved badning i en mergelgrav på Præbensgaard mark.
Senere ejere var Christian Sidelmann fra Ørvejle og Poul Jensen fra Ny Mølle. Han solgte Pindsboel til Ole Olsen gift med Kathrine.
Ole Olsen blev kaldt Wolle tov gång eller Wolle punch.
Han var en dygtig mand, han hentede stød (stub og rødder) i skoven og splittede det til pindebrænde. Han havde tilladelse til at bruge dynamit.
Herluf Friis fra Vintersgaard (født 1937) fortæller:
Lidt sydvest for byen ligger der et lille landbrug på 10 tønder land, som ejedes af en mand, som hed Wolle. Han var på grund af landbrugets ringe størrelse ikke særligt velhavende, men en dag fik han en lys idé.
Han ville lave gasgenerator brændsel, for det var der stor efterspørgsel efter. Alle, der havde en bil, skulle jo bruge generatorbrændsel - også dem, der kørte for tyskerne skulle bruge det, og penge havde de rigelig af.
Wolle fik tilladelse af skovridderen til at hente trærødder i Klosterheden.
Han fik den lokale smed til at fremstille et spil. Der skulle 2 mand til at trække det i 2 håndsving, og med det kunne de trække trærødderne op. Smeden fremstillede også en tonstung faldøkse, som skulle hejses op ved håndkraft. Med den blev trærødderne grovdelt, for senere at blive findelt med håndsav og håndøkse.
Wolle ansatte 2 mand, og der blev produceret for fuld kraft.
Da krigen var forbi, var det også forbi med Wolles produktion af gasgenerator brændsel.
Gerhard Mikkelsen fortæller:
Jeg husker engang, Ole skulle fjerne rødder på vores ejendom. Han borede huller i trærødderne og puttede dynamitstænger ned i hullerne og gjorde klar til sprængning. Men han har nok brugt lidt for meget dynamit, for det endte med at alle vinduerne i den nærliggende stald blev knust og stykker af trærødderne havnede i skellet til Store Vestergaard, flere hundrede meter væk.
En historie om Kathrine:
Sløk, som boede i Lundsby var en asen, han kunne finde på at banke sin kone. En dag nabomanden Jøs Bech kom cyklende forbi, var han i gang med at banke hende. Jøs var ikke meget for at blande sig, så han cyklede om til naboen Ole Olsen, som var stor og stærk; men han var desværre ikke hjemme; men hans kone Kathrine sagde rask:" A ska minsæl tå mæ dæ!" (jeg skal minsandten tage med dig.)
Da de kom om til Lundsby tog Kathrine Sløk i nakken og sagde:" No ska a sæj dæ jen ting. Hvis a opdawe at du banke di kon' ijen, så ska a minsæl tå dæ unner mi skjorter å kvæl dæ mæ en ski'e. (Nu skal jeg sige dig én ting. Hvis jeg opdager at du banker din kone igen, så skal jeg minsandten tage dig under mine skørter og kvæle dig med en skid.)
Katrine og Ole fik 4 børn:
- Peder Andreas Olesen, født 16. februar 1922 i Buggesboel, Gudum sogn.
- Anna Kirstine Olesen, født 26. april 1924 i Pindsboel
- Krista Cecilie Olesen, født 11. april 1928 i Pindsboel
- Kristian Kvolsbæk Olesen, født 31. oktober 1933 i Pindsboel
Da Ole døde, blev Pindsboel solgt til Finn Breinholdt, som senere solgte til Finn Bevense. Han solgte igen til Birthe Tang og Per Nibe.
Matrikelkort 1818 - 1863