Jens Bjerg (1909 - 1998)
Erindringer 1991
Fabjerg Sognearkiv den 3. marts 1991
Jeg har i dag fået en snak med Jens Bjerg, som er født på Bjerg i Fabjerg i 1909.Jens har det meste af sin tid været i Fabjerg, og han har - som sin far - en sund interesse i hvad der sker omkring ham.Hans far Peder Bjerg har skrevet sine erindringer.
Jens vil gerne fortælle lidt om hvad han har oplevet og hvad kan huske fra sin barndom og ungdom og indtil nu i dag hvor han er 82 år; men det kneb ham at skrive
Jens er ellers en rask gammel mand, han kører hver dag på sin knallert til ”Staden” for at komme en tur i brugsen, hvor han får sig en snak med folk.
Han er selv meget udadvendt og kan snakke med enhver og snakke med om hvad der sker omkring ham, så jeg vil gerne skrive ned hvad han fortæller
Krista Lauritsen
Jens fortæller:
Min far hed Peder Nielsen Pedersen Bjerg.
Han var født på St. Døj i Lomborg, da han var et par år købte hans far Bjerg og familien flyttede til Fabjerg.
Peder Bjerg blev gift med Oline Petrine Roesgård fra Gl. Roesgård i Rom.
Resultatet af det ægteskab blev blandt andet to børn, min søster Nelly - der er født fire år før mig - og jeg, der er født i 1909. Vi voksede til, vi havde et godt hjem.
Der er vel ingen der er bedre, end ens egen far og mor.
Vi var ikke velhavende, men det gik godt nok og efterhånden som vi voksede op, skulle vi ud og hjælpe til med forskellige ting, der er jo så dejligt ude på landet…
Ja, jeg har altid syntes, at det er dejligt at bo på landet, jeg kunne ikke tænke mig at bo i byen.
Jeg blev ikke ødelagt af arbejde – det gjorde jeg ikke – vi skulle jo også passe vores skolegang.
Jeg begyndte at gå i skole ved gamle Anders Poulsen.
Den første dag vi kom i skole var mor med, når vi havde været inde ved lærer Poulsen og fået at vide hvad vi skulle af forskellige ting, gik vi over til madam Poulsen ovre i privaten, og så fik konerne kaffe, jeg tror vi børn var med derovre.
Så rullede lavinen, vi skulle fortsætte med at gå i skole, med tiden fik vi også andre lærere.
Poulsen gik af, han blev for gammel, og han var heller ikke rask og de store drenge var ikke for gode ved ham, det er ikke for det….
Mor har tjent hos Poulsen, de havde fire børn.
Den ene af sønnerne blev uddeler i Hanbjerg Brugsforening, den anden blev lærer på Mors.
Datteren Mathilde blev gift med Kornelius Sidelmann – en bror til bager Vinkel Sidelmann og Peder Sidelmann Ny mølle.
De fik en gård i Raasted.
Den anden datter Astrid gik det noget tragisk for, hun blev gift med en lærer, som var i familie med Stensgård i Sdr. Agergård og de kom til Stendis skole.
Astrid døde i barselsseng, hun blev ikke gammel, hun fik en søn Asger, som blev sagfører i Struer; men han er også død nu.
Vores lærerinde hed fru Laursen, hendes mand læste på seminariet og da han var uddannet rejste de til Aulum. Så fik vi fru Rasmussen, hun var så rar, hun blev gift med Fuglsang fra Saugmandsgård og de købte Ml. Tang i Gudum.
Da lærer Poulsen endelig gik af, fik vi lærer I. K. Schriver, han var missionsmand så vi havde altid morgenandagt.
Fru Rasmussen og lærer Schriver skiftedes til at holde andagten.
Jeg kom vældig godt ud af det med Schriver, det gjorde jeg, men nu har jeg aldrig været særlig god til at regne, jeg ved ikke, om det var fordi, Schriver mærkede det, men jeg syntes ikke, han hjalp mig så meget.
Jeg kan huske at Schriver og Kr. Gay - som var en bror til Fru Schriver og boede omme ved Vesterhavet - kom om til Bjerg. Det var nok dengang Schriver skulle ansættes - far var vel i sognerådet - de overnattede hos os.
Jeg kan huske Schriver sagde til mig:” Du er sådan en flink dreng. ” Det kunne han da sagtens sige – men skrumlet var man vel nok.
Schriver arbejdede med kyllinger og var egentlig én af de første, der fik bil her i Fabjerg, en høj gammel Ford. Kristian i Korslund havde også én; men Schriver fik noget der hed Topsi top på, så blev den lukket ligesom en sedan.
Jeg kan huske, der havde været basar i missionshuset og vi havde en knægt her på Bjerg, der vandt en tur til ungskuet i Viborg og den tur købte far af ham.
Det var lærer Schriver der kørte med os og Peder Sidelmann var med.
Der var kun to gear i bilen og jeg kan huske at den - når vi skulle op ad bakke - begyndte at hakke lidt i det; men uha den gik da godt.
Jeg kan også huske, at folk bagefter brugte bilen til at trække tærskemaskinen med, så blev der sat fire ben under. Reinholdt Kirkeby havde også én, en overgang.
Schrivers havde tjenestepige og hun skulle skam også muge ved hønsene.
Dagmar Måe var der i længere tid, hun havde en stor stjerne der.
Fru Schriver havde gymnastik med os engang imellem, hun var mere bestemt end Schriver, hun kunne stampe i gulvet.
Jeg var glad for Schriver; men vi drenge skulle altid tage hatten af, når vi mødte ham, det var ikke altid lige let, hvis man havde noget med, når man kom på cyklen; men det skulle vi.
Han gik meget op i skønskrivning, han skrev selv knaldgodt, men når vi kom hen sidst på eftermiddagen så skulle vi gerne have en historie.
Jeg kan huske han læste engang én der hed: Røgter Jerup.
Sønnen Christian (Bitten) kan jeg huske som sådan en bette karl, der kom over i skolen til sin far.
Schriver havde hønseri en del år; men det holdt han op med, så havde han en masse bistader, som han vist fik meget ud af, de stod i haven østen omme.
Hos lærer Schriver lærte vi ikke noget skidt, han var vældig interesseret i fodbold; men han spillede ikke selv, det gjorde derimod både hans søn Christian og svigersønnen Børge Rissom, som var gift med Agnethe.
De var på første holdet i Fabjerg sammen med Kresten og Henry Dahl, som for øvrigt var en fantastisk målmand, dengang vi var med i oplandsturneringen.
Børge Rissom var egentlig lidt af en doven spiller; men han var så hulendes god til, at få den kradset ind i målet.
Christian Schriver var altid klar ved et hjørnespark, han kunne altid få hovedet på den.
Det var dejlige tider dengang – huha !!
Lærer Schrivers – som vi sagde – var altid æresgæster, når der var fester rundt i sognet. Schriver skulle altid slutte og han holdt gerne tale. De kom meget til Sdr. Lund, særlig nok fru Schriver.
Jensine Borum døde tidligt af kræft, hun blev opereret på Skive sygehus.
Ulla – den yngste af børnene i Sdr. Lund - kom på Gl. Skivehus, hvor hun var i flere dage, der var en del børnelammelse dengang, så man skulle passe lidt på.
Når vi var til barnegilde hos Hans Hansen, skulle vi altid en tur i skoven, og når vi kom forbi Hans Nielsens Hvirgelhøj, skulle Jens Mølgård fra Hollands altid ind i haven – som gartner Sinkbæk havde anlagt i sin tid – for at bjerge nogle æbler.
Han kom gerne ud med en hel hatfuld; men de var noget så sure, så der ingen ende var på det.
Jow, jow – vi stjal da æbler dengang, hvem har ikke som knægt prøvet at stjæle frugt ?
Mads Lind i Nr. Dahl og far gik ofte sammen og fik sig en snak, det var der jo tid til dengang. Engang havde de købt en avance i fællesskab, og ved et gilde eller et møde kort tid efter kom de til at nævne det.
En avance var noget nymodens kram, før den tid såede man op i kamme, og man havde en ”støvt” (trillebør) man kørte med, den havde skarpe runde hjulskær, som så kammede jorden op. Manden i Agergaard mente da også, at det var helt tovlig med sådan en avance, men flere og flere fik den efterhånden.
Julen startede i november måned på Bjerg, vi slagtede gerne et par får eller et lam. Når vi så kom lidt længere hen, skulle vi have slagtet gris, og så skulle gruekedlen i kog.
Vi havde slagter Asmussen, som kom kørende i en fjedervogn med et par heste for. Han havde gerne en medhjælper med, og kedlen skulle helst være i kog, når han kom, for han havde altid så brølenes travlt der lige til jul.
Når vi så kom nærmere ind under jul, skulle vi have fejet stenbroen og laden og pyntet op. Hvert eneste år i mørkningen tog far altid et neg og hængte op, det var en fast tradition, og det blev jeg ved med at gøre i mange år; men nu kniber det med at få et neg, uden at man skal købe det, så nu fodrer jeg dem i fuglehuset i stedet for, det kan jo også være ligeså godt; men det var en fast tradition i min fars tid.
Så kom juleaften endelig, og vi børn var gerne spændte. Vi var kun os selv, ja, det vil sige karlene blev altid og fejrede jul sammen med os. Vi spiste andesteg og medisterpølse; men vi fik ikke ris a´ la mande, som man får i dag, vi fik flødebudding med mandel og mandelgave.
Når vi havde spist skulle mor og pigerne gerne ud og vaske op, så havde far købt landmandsalmanakken, og så kunne vi kigge lidt i den.
Så blev juletræet tændt og vi sang en masse julesalmer; men vi fik ikke julegaver, som man får i dag, vi havde hver vores plads ved bordet og der lå vores gaver. Den skik holder vi fast ved her på Bjerg den dag i dag.
Når vi så kom over 2. juledag, havde vi halv-hellig til hellig tre kongersdag, så skiftedes karlene til at have fri, vi skulle bare have passet høvederne. Vi havde skåret hakkelse – den mest kolossale dynge hakkelse – og vi havde tærsket og fået roer ind.
Det gjorde vi gerne for at være fri for det grove arbejde i halvhelligdagene.
Så kom nytårsaften, da havde vi noget fyrværkeri, vi skulle have skudt af.
Far havde den skik, at han ud på aftenen, gik ud til vores gangdør, og skød to skud af med jagtgeværet op i luften, og så kom der en masse folk og lavede ballade.
Vi jagtede dem der kom, for de skulle jo fanges og sværtes, og vi holdt dørene for hinanden. Det var en livlig aften skal jeg lige love for, det var noget der passede os.
I fars velmagtsdage tjente P.C. ( Jens Peder Christensen) i Kjær sammen med morbror Jens Chr. Roesgård, og de kom op til Bjerg en nytårsaften. Far stak efter dem østen om gården, der havde vi et toilet i et skur, og det gemte de sig bagved; men de skulle fanges, og det blev de. Jens Chr. ville tage igen med far; men det skulle han aldrig have gjort.
Der lå sådan en høj snedrive, og 1-2-3 der lagde far ham lige op på.
Engang smed de vand ud på de unge mennesker, jeg kan huske, der var én, han blev helt stivfrossen.
Uha, ja, der er nogle ting, som har bidt sig fast.
Julen stod for mig som noget af det alle vildeste; men jeg synes, at der nu tildags er blevet alt for kort imellem, at det er jul.
Tiden går så hurtigt.
Sommerferie, nej, det var der ikke noget, der hed dengang, jo, vi havde da fri fra skolen i den tid; men så skulle vi gerne hjem og hjælpe til.
I 1922-23 skulle jeg konfirmeres, jeg kan huske, jeg gik til præst hos provst Nygård i missionshuset.
Provst Nygård var en udmærket præst – han var ikke yderliggående – vi skulle lære evangelisterne, vi lavede en kommode - kaldte vi det - på et stykke papir, det gjorde konfirmanderne hvert år.
Engang spurgte Provst Nygård, om vi kunne kongerækken, det kunne vi ikke, nej.
Nå, men så skulle vi kunne den inden næste dag. Åh, som vi sled i det med den kongerække - men til hvad nytte - han hørte os slet ikke i den.
Dengang leverede bønderne selv deres grise i en stivvogn eller fjedervogn, eller hvad man havde, i brugsforeningen, og der løb vi meget omme i frikvartererne, når vi gik til præst.
Uddeleren hed Kølhede Larsen; men det var Kristian Marinus Frandsen, der tog imod grisene. Hvor der nu er pakhus, blev de læsset af. Det var i en lav bygning, og så gik de derinde og sloges – svinene altså – indtil de blev hentet. De var øremærkede, så de gik sammen.
Kølhede Larsen – som var en udmærket uddeler - kom altid ud med en seddel til folk, og så skrev han lige forskud 50 kr.
Folk fik altid forskud på deres svin, 50 kr. hver gang, uanset hvor mange svin de kom med.
Vi kørte vore svin derop i fjedervognen, vi havde gerne et svinenet over, jeg var nu ikke så glad for at køre med dem, de kunne godt finde på, at prøve at lette forsædet med trynen.
Det er ikke så længe siden, der var snak med Nelly om det, det var det værste hun vidste, når hun skulle ud for at passe på, at svinene ikke rendte af vognen, når vi var ved at læsse dem.
Vi – ja, jeg hjalp ikke, jeg var for ”bette” (lille) til det .
Jeg kan huske, der kom en stor lastbil efter dem, det var én med massiv gummi, det var jo lige efter 1. verdenskrig.
Jeg kan huske der var en stor kæde, der gik fra hjulet og op til motoren.
Så skulle de have alle de her svin læsset, og så til daler´n (kørende) til Struer med dem.
Der var karle på gårdene dengang, vi havde et par karle og sommetider også en knægt og en tjenestepige, så spillede vi firkort om aftenen.
Der var ikke noget med at vi ”ræn ( rendte) i æ land,” (føjtede rundt) der var ingen der havde biler dengang, havde man en cykel var det godt.
Jeg fik en ny cykel i konfirmationsgave, den stod man så og pudsede på sådan en cykel.
Da jeg blev ældre skulle jeg være karl på gården, far var morgenmand, han skulle nok få os pebet ud. Så skulle vi have røgtet, og i roetiden, for eksempel, skulle vi ud for at hakke roer.
I det hele taget, når vi var i marken, holdt vi aldrig fyraften før kl. 7 (19.00) om aftenen.
Og så skulle der malkes og passes heste, hvis vi havde kørt med selvbinderen hele dagen, skulle hestene ud på marken og tumle sig. De blev bundet sammen og så afsted med dem. Vi havde en karl, som hed Mikkelsen, han fik gjort mig helt tovlig med jagt, ja, ham og så min far. Jeg vil stadigvæk gerne gå på jagt; men jeg kan ikke holde ud til at gå så meget mere.
I Kjær boede tykke Peder Kjær, de havde en syg dreng, som far, som knægt, sommetider tog ned for at besøge.
En nytårsaften løb Peder Kjær efter far, som var gået til Kjær for at lave løjer.
Han var efter ham næsten helt op til Bjerg, jeg troede far var gået til, sådan som han pustede, han rendte i sine tøjsko.
Peder Kjær begyndte at plante i bakkerne ved Kjærdal, da granerne blev store, blev de brugt til tømmer, da de byggede Sdr. Kjær
Sdr. Kjær er bygget af Jens Kjær og blev solgt til Kristian Sørensen, som var der et års tid, så flyttede de ud i nærheden af Holstebro, de var et par flinke mennesker.
Jeg kan huske engang jeg var med Jens Kjær på jagt, da vi kom ud til højen ved Sdr. Kjær, havde de lige fundet en urne i højen, og den havde de sat ind i stalden.
Dyrlæge Stigård fra Lemvig var ude for at se, om der var noget i den; men det var der ikke, så den blev sat ned i højen igen.
Dyrlæge Stigård var en dygtig dyrlæge; men han var meget aristokratisk, ham skulle man ”våe sæ for” ( tage sig i vare for) han var ikke én af dem, man skulle drive spøg med; men han var skam flink nok, det var ikke for det.
Vi havde også en karl, en søn fra Anders Vestergård Larsen i Ll. Vestergårdhus, ”Æ Tækkers” kaldte de det. Der var mange børn der, to af dem Adolf og Anna har tjent på Bjerg.
Adolf rejste til Argentina, og tre af hans brødre rejste over til ham, og Laurids Hansen, Peder i Nr. Lund og Kristian Sørensen rejste til Amerika, det var dengang man emigrerede.
Andrea Obbekjær, som boede ved kirken, kan jeg huske.
Ja, skideknægte, jeg kan ikke huske om jeg selv har gjort det, men jeg har vel opfordret de andre til at smide sten på hendes dør, så vidste vi, at hun kom ud og skældte ud.
Anna Simonsen og min søster Nelly gik engang ind for at hente noget vand hos Andrea, så sagde hun, da de gik ud, om der ikke var fløjet noget pap med ud, da de gik ud, for det ville hun gerne have igen. Ja, hun var meget nøjeregnende, og forstod at tage stumperne med.
På Åbogård var der engang noget, de kaldte ”Arbejdet Adler,” det var et hjem for subsistensløse mænd. Bestyrerinden fru Jensen fik en forvalter Karl Jensen og de blev gift, skønt han var meget yngre end hende. De flyttede ned til Søvig ved Horsens, hvor de købte en gammel herregård Reballegård, som de lavede om til drengehjem, der var en masse knægte dernede.
Min Søster Nelly tjente hos dem, og Jens Andersen Hvirgeltoft og jeg var engang cyklende ned for at besøge hende. Vi lå i baronens seng kan jeg huske.
Vi var også ude at cykle ture med alle knægtene, vi var ved Ejer Bavnehøj.
Jeg kan huske, Jens var noget alvorlig, da vi cyklede hjem: ”Hvor har man sin blindtarm” spurgte han. ”Ja, svarede jeg, den sidder da i højre side.” Så troede han at han havde blindtarmsbetændelse; men det havde han heldigvis ikke.
Han fik også en brølenes tandpine dernede og gik ud i køkkenet, hvor han fik noget sprit hældt ind i munden; men da han kom ud, var han fuldstændig tovlig, det krympede helt huden inde i munden på ham.
Jeg har været med til at starte F.I.F. Fabjerg Idrætsforening; men vi havde jo ingen penge, så vi spillede på markerne rundt omkring ved gårdene. Vi har spillet ved Nr. Dahl og på Sdr. Lund mark, Kristian Borum var nem at snakke med des angående, så der spillede vi et års tid eller to.
Vi lavede selv målene (stængerne) og der var ingen net på; men det var da brugelig.
Så fik vi en bane norden for Jakob Bjerre Kvisgård, der i en lavning, stod der sommetider vand; men vi spillede der, også når der skulle spilles kamp.
Det var der ingen der brokkede sig over dengang, sådan var det bare.
Ha-ha – når vi spillede i Gudum, var der fyldt af kolort på banen, jeg kan huske, jeg havde hvide shorts på, men da jeg var faldet i sådan en lort adskillige gange, var de blevet helt grønne af møg.
Efterhånden som tiden gik fik vi et stykke jord af kommunen - den gamle fodboldbane hvor klubhuset nu ligger – det skrånede meget ned mod øst; men vi lejede Gunnar Henriksen til at ordne banen. Han kørte med heste og jævnede det hele med en skovl.
Der har vi spillet mange kampe; men det værste var, når vi skulle spille mod Remmerstrand, det var nogle værre proletarer dernede.
Gudum var godt nok vore arvefjender, men ”æ strandboere” det var nogle grimme fyre.
På billedet her er vi fotograferet ved højen på sportspladsen
f. v: - Jens Bjerg – Kristian Dahl Friistoft – Peder Stokholm Ørvejle – en kommis i brugsen, som var gift med Martin Mikkelsens datter – Johannes Madsen Buggesboel
2.r.f.v: - Kristian Schriver – Erhardt Kubstrup – Kresten Dahl V. Børring
forr. r. f. v: - Børge Borum – Henry Dahl – Jens Sønderskov Borum.
Udover de spillere som er med på billedet, var der også Svend Borum, Post Jensen som var gift med Anna Laursen og Børge Rissom som var gift med Agnethe Schriver.
I en oplandsturnering spillede vi mod Nr. Nissum, Harboøre og Bækmarksbro, det endte med, at vi skulle spille finale på Lemvig stadion, og da vandt vi.
Arthur Christensen V. Haurballe og hans bror, der var lidt ældre, var også ivrige fodboldspillere, og der var en bagersvend, som var med.
Engang, vi skulle have sportsfest, lavede vi et flag, og der blev broderet et stort F.I.F. på det. Det havde vi i mange år, gad vide hvor det er havnet, det skal nok være et sted.
Vi havde gymnastiksalen i Sdr. skole til vore sportsfester, og vi legede sanglege om aftenen.
Villiam Nielsen Hollands var vel den sidste formand i Idrætsforeningen, før den blev slået sammen med gymnastikforeningen. Nu er der kun K.F.U.M. & K.s Idræt tilbage; men der arbejder man også godt sammen, sådan skulle det have været altid; men man kan ikke lave om på fortiden; men man kan se fremad, det er udmærket.
I Idrætsforeningen spillede man fodbold, i gymnastikforeningen lavede man gymnastik og spillede håndbold og badminton og man dansede folkedans, og i K.F.U.M. & K. spillede man også håndbold.
Jeg kan huske et år gymnastikforeningen havde sportsfest, og nedenfor skolen var der konkurrence i bueskydning.
Jeg har altid været glad for at skyde, så jeg vandt 1. præmien, en fin lagkagekniv.
Jeg tror de købte buerne og træpilene; men vi satte selv fjerene på, det skulle helst være kalkunfjer. Vi skød efter en halmskive, som stod på en trefod, så pilene behøvede ikke at være spidse, de kunne snildt hænge fast i halmskiven.
Som dreng skød jeg både spurve og bogfinker med en luftbøsse, utroligt at jeg kunne nænne det; og man må jo slet ikke gøre det i dag.
Bertel Lund fra Ll. Vestergård var en flot og kraftig mand, han var bare sådan til at slås; men både Bertel og hans bror spillede fodbold på Prebensgård mark.
De to brødre fra Ll. Vestergård og en søn fra Prebensgård, var altid så fine i tøjet.
Kristian Lund i Ll. Vestergård var min fars morbror, han snakkede noget hæst kan jeg huske. Han havde en tjenestekarl, som spillede knagendes godt fodbold.
Vinkel Sidelmann holdt tit nede på sportspladsen for at sælge slik, og jeg kan huske at Jens Peder Christensen i Sdr. Prebensgård gik hen og tog en håndfuld likørtoppe: ”Hvad vil du have for dem ?” Jo, man kunne godt handle lidt om varerne.
Der var mange piger i Ll. Vestergård, der var en datter som hed Agnethe hun tjente hos min morbror Jens Christian og tante Bodil på mejeriet i mangfoldige år.
Deres eneste søn Christian Roesgård var læge, han havde meget at lave, jeg sagde engang til ham, at han da skulle have én til at hjælpe sig. ”Ja, hvad kan det nytte, når en sind jeg ikke kan samarbejde” svarede han, han var en Roesgård….
Jeg var soldat i 1930, da han læste på katedralskolen i Viborg.
Han kom tit ned på kasernen og sad og snakkede med os; men en aften kom der en
befalingsmand, og så blev han hverfet ( smidt) ud
Jeg gik til gymnastik ved Højer, som var kommis i brugsforeningen, han ville også gerne fiske skalling, og Chr. Pigsborg har ledet gymnastik, han ville for resten også gerne spille fodbold.
Senere kom Henning i Kjær og Evald i Pigsborg det var et par fine fodboldspillere, de
spillede ikke i så mange år; men de var ikke af den slags fodboldspillere, der var rå.
Fodbold skal være en leg,
Vi gik også til ynglingemøde for unge mænd, det så mor helst vi gjorde, rundt omkring i hjemmene. Vi sang først, så blev der læst op af bibelen, og så var der én der udlagde teksten. Jeg var vældig glad for det, når det var Jens Tang, der gjorde det, for han kunne altid fatte sig i korthed.
Jeg kan huske da jeg skulle aftjene min værnepligt i 1930, det foregik i Viborg, hvor jeg lå ved fodfolket. Jeg har egentlig altid været militærgal; men det gik af mig allerede den første dag; men da jeg var færdig som soldat, var jeg lige militærgal igen.
Vi var på efterårsmanøvre, jeg kom til et maskingeværkompagni, og vi var indkvarterede rundt omkring hos folk.
Det var aldrig rart, at komme til at bo på en stor gård eller herregård, der fik man bare et stykke rugbrød, noget spegepølse og smør udleveret, og så kunne man selv sidde og bakse det sammen; men andre steder lavede konen eller pigen maden til os.
Jeg kan huske i Vejen engang, det var et vældigt sted, uha, hvor havde vi det godt der, og i Røggind, det var på en lille gård, vi var fire mand og en kornet. Vi havde det som blommen i et æg, der stod et stort pæretræ i gården, og vi måtte spise alle de pærer vi ville.
Jeg var soldat fra den 8. maj til hen i oktober, og vi fik 50-55 øre om dagen og fuld forplejning og det var såmænd godt nok, så nær som deres dåsemad, det var der ingen der brød sig om; men det fik vi med, når vi skulle på manøvre.
Kong Christian d. 10. sad på sin hest, og vi skulle defilere forbi ham, jeg tror kronprins Frederik var med. Jeg kan huske et sted hvor jeg var indkvarteret, der havde de noget der kaldtes en skvæt mølle, men det var et sølle sted, der fik vi lov til at sidde inde i nogle halmballer, det var ikke et godt kvarter.
Jeg var indkaldt igen i 1935 til efterårsmanøvre, det var nede ved Jelsgård.
Jeg kan huske den 9. april 1940, der havde lige været konfirmation i Fabjerg.
Vi gik ude i laden og kunne ikke forstå, at der pludselig blev sådan et spektakel. Det var en grå og grumset morgen i mere end én forstand, da de kom de store tyske flyvere, de kom ligeså tæt. Og så kom der andre flyvere længere ude over havet, de havde en helt anden lyd, de havde to pontoner, det var vandflyvere, som skulle skynde sig op og besætte Norge.
Så brugte de Ålborg flyveplads, den fik de fat i med det samme.
På Værløse flyveplads forsøgte man, at få danske flyvere op; men de blev skudt ned, og tyskerne brændte det hele af og ødelagde alle de flyvemaskiner, man havde der.
Engang P.C., Ejnar Friis og Fuglsang fra Nederbygård var ude for at afrette en ny jagthund, havde de selvfølgelig deres jagtgeværer med. Det kunne tyskerne ikke lide, det var for nær på deres flyveplads, så P.C., Ejnar og Fuglsang blev taget med til Sdr. Dubgård, som var tyskernes hovedkvarter.
Men de kunne ikke tysk nogen af dem, og de måtte ikke engang sætte sig ned fortalte Ejnar Friis, tyskerne havde fået fat i sagfører Brodersen Lemvig.
Men da han kom, gik han rask hen, gav hånd og sagde : ”God dag P.C, Goddag Ejnar Friis” så gik gassen noget af tyskerne.
Bjerg brændte i 1946 natten mellem d. 6-7 november.
Hanne havde været hjemme i Sdr. Lund for at hjælpe med at plukke gæs, og jeg havde været omme for at hente hende.
Da vi kom hjemad ud på aftenen var der dobbeltlys, det var meget skarpt, når vi tændte det. Vi var gået i seng, da en tjenestedreng, som sov ude i udhuset kom og bankede på vinduet:” Det brænder !!” råbte han. ”Hvor henne ?” – ”Her !” sagde han.
Så kom vi hastigt i tøjet, det var en gammel firelænget gård med stråtag over det hele, og det ”klink-bræ´n” (stod i lys lue) henne i det ene hjørne.
Så råbte jeg til drengen, at han skulle løsne hestene, selv skyndte jeg mig ud for at få nogle høveder løsnet.
Drengen – der ikke var helt gennembagt (retaderet) kaldte på mor og far; men han kaldte ved det forkerte vindue, fra den forkerte side; men han bankede så hårdt, at vinduet gik i stykker.
Vi fik alle høvederne ud; men svinene og hønsene brændte inde alle sammen.
Branden var opstået ved omkring Elinstallationen, jeg kan fortælle, at Josef Mejlvang i Blæsbjerg i Nr. Nissum skruede sikringerne fra, da han kom hjem om aftenen; men da han, dagen efter, skruede dem til igen, brændte Blæsbjerg.
Det var en fejl fra elektricitetsværket, der havde været overspænding på. Det fortalte installatør Jepsen da han kom til Bjerg, han havde været mange steder for at reparere ved det.
Men vi kom da i forhør, det er den eneste gang….
nej, for resten, jeg har da været i forhør eller haft besøg af politiet engang før, hvor vi havde en tovlig knægt, der havde stjålet noget.
Det var kriminalassistent Spanggård der, dengang med drengen, kom på besøg på Bjerg, det var ikke just forhør, vi havde jo ikke haft andel i det skete…
men her i forbindelse med branden var det Berthelsen.
Jeg kan huske han forhørte os, om vi røg og sådan noget; men nej, vi havde bare trukket vore cykler ind i laden, og der var ikke spor i vejen, da vi kom derind.
Men Hannes brudekjole og mine bøger, min soldaterbog, en dagbog og alle telegrammer fra vort bryllup, gik op i røg
Vi boede sammen med mine forældre de første mange år.
Mor fik en hjerneblødning en nat, hun kom sig lidt, men var blevet uligevægtig, og hun døde senere.
Far blev boende hos os, han kunne udmærket sammen med vore børn.
Ja, og nu bor vi her sammen med Jytte og Ib, som vi har solgt Bjerg til.
Min morbror Kresten Roesgård tjente i Svendsgård ved Otto og Maja.
Otto var min fætter, jeg var til fest i Svendsgård engang, det var første gang jeg havde lange bukser på. Der var telt og det hele…
Det var en gevaldig fest, jeg har vel været en 12-13 år.
Marinus Lind - én af fatter Linds sønner - tjente der, jeg kan huske, jeg var med ham ude i kostalden. Han kunne ikke få lyset til at brænde oppe i loftet, så tog han en malkeskammel og stod op på den, og så sang han:” Når min kone og jeg skal skilles ad, så får vi aldrig mere frikadellemad.”
Han har boet i Østerbrogade i Lemvig, hvor han lavede lidt cykler i stand.
Vi havde en pige, Else hed hun, hun var fra det første hus på højre hånd efter lyskrydset i Østerbjerg, lige over for Kurt Laursen.
Else havde et barn, før hun blev gift, og det var sat i pleje hos Hanne Mathiasen, som boede hvor Laura og Christen Christensen senere boede (Mejerivej 9).
Jeg var engang med Else henne og besøge barnet, og da var vi en tur omme ved fatter Lind, for øvrigt den eneste gang jeg har besøgt dem.
Ferdinand Jensen, som til sidst boede hos Marie Villesen, har boet i Lindsboel.
Theodor Andersen Hvirgeltoft tjente på Bjerg, og ude i loen havde vi en luge nordenud.
Engang skulle de skyde til måls ud af den luge med en pistol.
Fatter Lind, som var på besøg, mente selv han var en ”fåle kåel” (farlig karl) til det. Han havde en stor næse; men da han skød pistolen af, gik det hen og rev en stor luns af hans næse.
I Rottesgård boede Anders Rottesgård, som var gift med en søster til både konen i Blæsbjerg og konen i Korslund.
En datter fra Rottesgård blev gift med Kølhede Larsens søn Kristian ”Kis”
Kølhede Larsen var en vældig uddeler, han var en lille mand med en tyk, bred mave, og han stillede sig altid an i døren, når bønderne om lørdagen kom fra torvedag i Lemvig.
Det første han gjorde, var at sno et kræmmerhus til børnene og så skulle mændene have en cigar. Jeg kan huske, engang far sad på vognen med store luffer på, så stak Kølhede Larsen cigaren i sin egen mund og tændte den, og så fik far den.
Margrethe og Peder Dahl havde Friistoft.
De fik fire børn: Svend, Stinne og tvillingerne Laurids og Kristian.
Peder fik blindtarmsbetændelse, som senere gik over til bughindebetændelse; men tvillingerne var ikke så meget for at komme med ned for at se til deres far. De var ikke klar over, hvor slemt det stod til med ham.
”Men, sagde Margrethe da de kom hjem igen, kunne de godt se han var kommet til at se noget ”simpelajtet” (rigtig dårlig) ud,” og han døde da også kort tid efter.
Vi havde det stykke jord norden for vejen ved Friistoft, det solgte far i 1946, da Bjerg brændte, det og så et stykke heroppe for norden blev solgt til Reinholdts svoger i Budsgård i Nr. Nissum.
Ib købte det tilbage, da manden i Budsgård købte Grøngård.
Men det stykke nede ved Friistoft havde vi næsten altid kartofler i, når vi så gik og lugede, så gik vinduet altid op ind til P. Dahls:” Kom indenfor og få en sigtemellemmad og en kop kaffe.”
Vi gik faktisk altid og ventede på det, når vi skulle der forbi.
Margrethe fortsatte med det, også efter at hun blev alene, hun blev jo tidlig alene.
Efter Peders død drev hun ved Svends hjælp gården videre, indtil hun i 1951 solgte Friistoft til Dagny og Reinholdt Kirkeby og flyttede op i Fabjergstad 57.
Margrethe gik altid med et langt ”hjaskforklæde,” ( et forklæde af brunt sækkelærred) hun hjalp, hvor hun kunne komme til det, lugede fortove o.s.v.
Vi havde også Margrethe til at hjælpe på Bjerg, det skete, hun hjalp ved at vaske; men mor var sommetider ved at græde over, at Margrethe ikke ville holde op igen, hun kunne finde på at give sig til at skure dørstolperne, hun var meget speciel den gode Margrethe.
Hun holdt også gravsteder rene, vi havde tre, som hun holdt rene, og det fik hun 10 kr. for om året. Jeg kan huske, at hun kom op på Bjerg, og at jeg ikke havde de ti kroner, før dagen efter da jeg fik afregningen.
(Det kunne enten være afregningen fra slagteriet eller fra mejeriet)
Det skulle de bare prøve i dag – de unge mennesker – men det kender de slet ikke til.
Margrethe havde datteren Stinne, som de her for nogle år siden ville have begravet i Vintersgård silo.
Begravelsesfølget, som kom helt oppe fra Ålborgkanten, var drejet af ned mod Vintersgård, de kendte jo ikke til hvor kirken lå, og da de så siloen, antog de den for at være kirken og drejede fra; og da de opdagede de var kørt forkert, kunne de jo ikke vende på den smalle vej, de måtte helt ned i gården for at vende.
Niels Lund i Lillelund havde en kone som hed Ane Marie, hun lavede Ane Marie-plaster, der blev berømt ud over det hele land.
Hun var for øvrigt en søster til Knud Fruerboel, som gav en masse penge til et nyt orgel i kirken. Ved en indsamling gik man først til Knud for at få startet godt, han spurgte lunt: ” Kan tusind kroner gøre noget godt?”
Peder Knudsen Fruerboel boede sammen med sin søster Grethe, som var en ”original” hun kunne ikke tåle lugten af mandfolk, så hun gik altid med en tot hø eller halm i næseborene.
Hun havde eet par plejebørn, Esther og Johannes, som gik i skole i Sdr. Skole, de havde det såmænd ikke altid for godt, jeg ved ikke om hun var for god ved dem. Esther havde fletninger og de var flettet så stramt, at de ligefrem strittede ud.
Johannes var stor og kraftig, og han havde så meget med, at rende ind under et bord og så løbe efter os, med bordet på ryggen og benene strittende ud, inde i gymnastiksalen
Grethe havde to store buldogs og de var så gale, så tovlig gale.
Jens Møller Skov, som var i sognerådet skulle engang hen til Fruerboel et ærinde; da kommer den ene buldog imod ham som en brølende løve.
Jens Møller får lige smækket døren sammen omkring halsen på den, og så stod han der, indtil Grethe kom og fik friet ham. Hun var ligeså tovlig som hundene, der gik flere sagn om hende, en aften lærer Poulsens piger gik forbi, havde de set at Grethe sad inde på bordet med et hestehoved, hun sad og skummede og gjorde ved….
Men folk var meget overtroisk dengang; det var også mere mørkt allevegne, folk sad ofte inde ved en ”bette grån” (lidt) lys.
Skulle vi for eksempel ned på mejeriet en aften, der kom vi meget i min barndom, det var jo min morbror, så fik vi en bette lygte i hånden, og så gik vi tværs over agrene, og så skulle vi se ved den.
Der kunne nemt komme skygger, man kunne gå og blive ræd for.
Far fortalte engang at hans mor altid sagde til dem at de skulle passe på ikke at gå midt på vejen, for ikke at risikere at rende ind i en ligskare, som altid kom der.
Da Bette Hans engang var hos os og der lå et par knive overkors, var Hans ikke glad ved det, det varslede død; men far var ligeglad, han var ikke overtroisk.
Petrea og Søren Mikkelsen (Brousen) boede i Dalhus.
Engang ville Jens Lind i Nr. Dahl høste med selvbinderen for dem.
Søren var ikke så bekendt med det nymodens kram, så da Jens startede selvbinderen på Sørens mark råbte han ”Hold, hold, den sluger det hele !!”
Der var langt mellem stråene så det varede længe, før der kom et neg ud der.
Der var ikke så få børn i Dalhus, men tuberkulosen tog flere af dem. Petrea og børnene gjorde rent i skolen og de havde klokkeringningen i kirken.
Generalforsamlingen i brugsforeningen foregik førhen i tømrer Haurballes værksted, og bagefter gik man om til Karen Degn i privaten i hold, og fik kaffe. Der kom rigtig mange til generalforsamling dengang, og der blev holdt auktion over alt det skrammel, man ikke havde fået solgt i årets løb.
I St. Vestergård boede Knudsen Mathiasen, han var ungkarl og gik også på jagt, han kom en dag og spurgte om han måtte få jagten på Bjerg.
”Nej, svarede far den har gartner J.J. Sinkbæk i Hvirgelhøj.”
”Nå, ham æ såenklytt” sagde Knudsen.
Knudsen og manden i Hauskov i Gudum kørte engang sammen i Knudsens dal, og de kom til skade begge to.
”Men, som Knudsen sagde, når en blind og en døv mødes, så skal det jo gå galt.”
Manden i Hauskov var døv og Knudsen så ikke for godt, det gik for resten skidt for ham til sidst, han kunne slet ikke få passet sin gård.
Han havde en karl engang, som skulle hente grus i grusgraven, det skred sammen om ham og han kom meget alvorlig til skade.
”Folk sagde” at de skar et snit ned langs begge sider af rygraden på ham, og satte en jernstang ind for at rette ryggen ud igen.
Jeg ved ikke om han døde, det husker jeg ikke.
I Ny Mølle boede ”Den gamle bager” Poul Jensen, han bagte brød, som hans sønner Peder Jensen Nygård og Møller Jensen kørte til Lemvig med.
Gården havde en vejrmølle på højen vest for.
En dag i stormvejr løb den løbsk og Søren Mikkelsen løb derop for at hjælpe, da han kom ind i møllen sagde han:” Det er da noget farligt noget det her…”
”Nej, sagde den gamle bager, den kan gå i hundrede år endnu.”
På sine gamle dage flyttede Poul Jensen til Pindsboel og solgte Ny Mølle til Karl Høegsberg, som var der en kort tid, så købte Louise og Peder Sidelmann Ny Mølle.
De fik tre børn: Kristian, Ingeborg og Kirstine.
Louise døde forholdsvis ung, og så gik Peder alene med skiftende husholdere, indtil han blev gift med én af dem, Petrea Østerby fra Lomborg.
Gravers i Nr. Dahl, Niels Pedersen Bjerg og ” Æ tumpe sadelmager” var engang til et missionsmøde i Lemvig. Da de kommer hjem til Aldershvile, hvor sadelmageren boede, sagde han, da de to andre var ved at gå: ”Nu er et nok bedst jeg tager mit eget liv.”
Da Gravers kom hjem, kunne han ikke slå det fra sig, som sadelmageren har sagt. så han gik om til Bjerg, for at snakke med Niels om det.
”Nå, siger Niels, det skal du såmænd ikke tage dig af;” men Gravers havde ingen ro på sig, så han gik til Aldershvile, hvor sadelmageren bare overbegrinede ham.
Da Gravers døde, købte Margrethe og Mads Lind Nr. Dahl.
De fik seks børn: Kristian, Jens, Marius, Martinus og Ingeborg
Kristian blev stenograf i folketinget
Jens overtog Nr. Dahl og blev gift med Anna Nielsen fra Hollands
Marius blev gift med en datter fra Krogsgård og de fik Nr. Lem kirkegård
Svend købte Byskov i Hygum, han var ugift, man sagde, han var forlovet med sin tegnebog.
Martinus blev gift med lærer Poulsens datter fra Ndr. skole
Ingeborg blev gift med Kristian Bjerg en søn af Stinne og Anton Bjerg i Sdr. Børring.
Anna og Jens Lind havde først en gård i Ølby, så kom de hjem og overtog Nr. Dahl.
En nytårsaften gik jeg derom for at lave løjer, jeg gik til køkkenvinduet, klokken var vel halv elleve, og der var mørkt i køkkenet, så jeg regnede med, at jeg lige kunne komme ind og snuppe kaffekanden, det var fast skik nytårsaften, at forsøge at snuppe naboens kaffekande, så de ingen kaffe kunne få dagen derpå.
Mærkeligt nok havde Anna glemt at sætte haspen på køkkenvinduet, så jeg kravlede forsigtig ind, og ville gå ind i stuen, da døren til soveværelse pludselig gik op, og der stod Anna i en natkjole så lang. Jeg sprang ud af vinduet og rev lommen på min gode jakke, men jeg kom ud uden at Anna opdagede at det var mig; men jeg gav mig da til ”kinn” (kende)
Da, var der noget ved nytårsaften dengang.
Jens var en arbejdsom mand, men ikke så stærk, han døde i 40 års alderen.
Anna havde derefter skiftende bestyrere, én af dem hun havde i mange år var Bernhard fra Grønbjerg.
Sørine og Jens Simonsen boede i Engelund, hvor Jens havde smedie.
De fik seks børn: Niels, Jens, Villiam, Peder, Thorvald og Astrid
Niels og Jens overtog smedeforretningen i Fabjergstad 44 efter deres far, jeg kan da huske den gamle smedekone sad som enke i den anden ende af bygningen.
Niels var smed, og Jens reparerede cykler og senere vogne, under krigen lavede han gamle biler om til gummivogne til landbruget.
Han byggede i 1948 værkstedet Fabjergstad 45 og fik BP benzintank, og begyndte så småt at reparere biler. Jens blev gift med Thora fra Tingtofte mejeri i Gudum.
Niels blev gift med Anna Mikkelsen fra Dalhus
Kristian Mølgård var gift med Severine, en datter fra Korsvejhus (”æ stald”) hun kom en del sammen med Jensine Borum.
Maren Hansen og Theodor Andersen Hvirgeltoft var søskende, og Hans Hansen og Laura Andersen var også søskende. Så der var dobbelt svogerskab der.
Søren Hede blev gift med Tinne, som var en datter af Mads Pedersen Annekshede.
Tinne var født på Annekshede - Søren var tilflytter.
Niels Nielsen Hollands og Anton Bjerg Vester Børring holdt børnegudstjeneste i missionshuset i mine barnedage, jeg kan huske at Anton Bjerg gerne ville have en bajer, og jeg kan også huske, han altid var så rask til at bunde.
Niels Hollands var mere tør i det; han havde meget med mergelselskabet at gøre. Jeg har gået på jagt sammen med Niels Hollands på Gudum hede, Ml. Lind havde hedelod derude, hvor der nu er Gudumlund, vi gik på jagt i lyng så langt øjet rækker, længst ude kan jeg huske Rabek på Gudumkloster havde bier.
Svendsgård havde et stort stykke ude syd for den gamle landevej, og morbror Jens Chr. havde også et stykke, mejeristens skifte står der stadigvæk på kortet.
Han drev det på så mange måder, han havde blandt andet får derude, og Margrethe Dahl var derude for at klippe dem, og han havde bi derude.
Jeg kan så tydelig huske engang jeg var med derude for at se til bierne. Idet han lettede låget, lå der en hugorm i bikassen, han fattede et dækbræt og slog efter den, men den klarede det.
Jeg har også været med ham på jagt derude.
Hedeskifterne havde man, for at folk kunne bjerge lyng til deres store ovne, og til at tænde op ved om morgenen i komfurerne. Men lyngen skulle plejes, det vil sige den skulle slås, ellers blev den for lang og svær.
Jeg kan huske når en sind de var ude efter lyng, mor har fortalt, at når Kræ Ager kom efter lyng, skulle hun gerne lægge læsset og han skulle så læsse på.
Så sagde hun gerne til ham:” Vi skal ha en hjørn´hyll´ føst Kræ Aver.”
Når en sind man skulle begynde at lægge et læs, blev en vældig ”børring” (alt hvad man kunne læsse på en fork, eller have i favnen) det blev også kaldt en villing lyng; men der blev lagt en børring på hvert hjørne, som en hjørnehylde, og så eet i midten for at få hold på det.
Læsset skulle lægges godt, man skulle jo køre langt med det.
Det gjorde man også når man skulle lægge et kornlæs, her var det værste ”æ ryvning” ( det man rev sammen efter at negene var fjernet fra marken) det var svært at lægge, for det var løst.
Mange brugte lyng til foder. Jeg kan huske et år man havde sådan en sølle avl, da kom de fra Nr. Nissum og hentede en masse lyng til kreaturerne den anden side Hvirgeltoft, det var bare ene lyng derude dengang.
Jeg kan også huske fattiglemmerne fra asylet, når det var næsten mørkt, kom de gående derude fra og skulle hjem til deres sølle kummerlige kamre. Hanne Kjelder, Ann Holt, Mett´ Hjort, Æ Kjøvenhavner og velnok Bette Hans, sommetider var han da med.
De fik vel noget til føden, når de kom hjem; men det var såmænd ikke altid….
Jeg kan tydelig huske Hans Nielsen – Hilberts far – han slog lyng for os, og engang var jeg med derude. Nu skal det siges far var kirkeværge dengang.
”Goddag hr. grosserer, - eller sådan noget i den retning sagde far til Hans.
”God dag hr. kirkeminister” svarede Hans, han var ikke tabt bag en vogn, men han var halt, jeg kunne altid se, når det var ham, der gik op ad markvejen ved Sdr. Lund.
Staten købte Gudum hede, på nær et stykke som Jesper Nørby ikke ville sælge, det nyder hans efterkommere godt af den dag i dag.
Jens Peder Christensen Sdr. Prebensgård arbejdede meget med opdyrkningen, han gjorde et stort arbejde der.
Bjerre Jensen i Gudum var ligeså meget imod det, han gik på jagt derude ” æ slog”.
Folk troede ikke, det kunne gå med landbrug derude; men det gik da fint i mange år.
Men nu skal det jo bare lægges sammen det hele, det er en skandale.
Huha, når en sind jeg tænker på, hvordan det var engang, uha – og så nu….
Jeg tænker på sådan en gård som Kjær, jeg kan så tydelig huske, at den brændte, der brændte 4 store danske heste inde.
Det var Margrethe og Peder Dahl i Friistoft der opdagede branden, for de gik altid og ”vrædt” (arbejdede og kunne ikke blive færdige) om aftenen silde, så kom de til at se at det brændte i Kjær.
Sønnen Svend sprang derned, for at vække folkene.
Kjær var en firlænget gård med to fløje ud, det ene var svinehus og det andet var stald, og ude i stalden var der en dør ind til karlekammeret, og Peder Bech, en bror til Anne P.C., tjente i Kjær dengang, sammen med bette Niels Dalgård som lå og sov, og det var ikke for tidlig, at de fik kaldt på ham.
Han fortalte senere, at det første han gjorde, da han vågnede, var at gribe ned i Peders seng; men der var ingen, Peder var taget i byen.
Ildgnisterne stod Niels om ørerne oppe fra loftet da han var på vej ud.
Så skulle Svend helt om norden for stuehuset, for at kalde på Sinne og Christian, det var dramatisk.
Det er mærkeligt at se på Kjær i dag, dengang var det én af de pæneste gårde i Fabjerg.
Jeg håber det bliver udstykket igen, jeg håber det; men jeg får det aldrig at se; men hvem ved - måske om 50 år eller deromkring.
N. P. Sørensen - Jensine Sørensens far - var gammel mejerist, han var meget stram, jeg kan tydelig huske at han altid gik med stok nede på vejen, når han skulle hen på mejeriet efter udbetalingen.
Far var kasserer i mejeriet, og når der skulle udbetales penge, så vendte de bare skrivebordet. Jens Chr. krævede ikke så meget af nyt dengang, han var en billig mejerist for dem, og hans kone Bodil hjalp gerne med at lave smør i firkantede lurpakker og hun fyldte også smør i en drittel – en trædrittel.
Chr. i Ørts var på mejeriet i mange år, Roesgård og Chr. havde hundrede og sytten ting for, de havde bier og de gik på jagt, de havde et stykke i Klosterheden, det der hedder mejeristens skifte.
Ude syd på fra Gl. Møllevej går der en vej - Nedergård Hansensvej - ud til mejeristens skifte, Bodil plantede både blomster og buske derude.
Jeg gik på jagt sammen med Jens Mølgård, vi gik sønden for kirken, hvor Hollands havde roer, og der var både harer og høns. Jens var ikke særlig god til at ramme, det kan jeg huske Evald Jørgensen også har snakket om.
Evald var en fin jæger, og jeg var da blevet ret god til at skyde agerhøns, jeg skød den ene agerhøne efter den anden, og da vi gik der sønden for kirken den dag, kom der sandelig også en hare; men i det samme jeg skød den, kom Schriver og fru Schriver gående hen langs med kirkegårdsdiget, der var ikke træer ved vestsiden af kirkegården dengang, da gik vejen lige ved siden af diget.
Marinus Thomsen var også en ivrig jæger, han kunne gå, lige så langt han ville på jagt, uden at spørge nogen om lov, da var der jo ikke plantet derude i skoven.
Rounborg boede i Bloksgårdhus, en lille hvidkalket hus, som Jens Henriksen senere købte, Rounborg kom meget på Bjerg, vi brugte ham til at våge ved grisesøer, det ville han gerne. Han havde engang boet sammen med en anden mand i en udgravning nær ved Sandehus, de boede der, dengang Klosterheden blev plantet.
Han var så god ved mig, han kom tit med en ark glansbilleder med soldater på, kan jeg huske. Han mente selv han var noget adelig, fordi han havde en høj hvælvet pande.
Vi havde ham også tit, til at klistre og kalke og sådan noget.
Folk fik mange børn dengang, de fleste steder, ved Petrea og Peder Sidelmann for eks. døde der to eller tre børn efter hinanden.
Peders datter Stinne har tjent på Bjerg.
Peder Sidelmann købte Ny mølle, om det var af Karl Høegsberg, det kan jeg ikke huske; men jeg kan huske Karl Høegsberg tog ud og slagtede.
Kresten Volder der boede i Mariesminde (Fabjergkirkevej 47), skulle engang dele en gris med Theodor Andersen i Granly (Tingvej 15)
Volder havde lidt landeri og fedede af og til en gris op, Theodor syntes vistnok at hovedet var for lille på grisen ; men som Volder sagde: ” Et halvt grisehoved er et halvt grisehoved, så det….
Skovløber Peder Sakariasen i Sandehus, ham har jeg drukket en del øl sammen med.
Det blev særlig galt engang oppe ved Købmand Møller, det var under krigen, vi havde ikke noget ordentlig at drikke. Men Jens Andersen Hvirgeltoft, Peder Sakariasen, Reinholdt, Hans Nielsen og mig, vi havde noget pullimut, noget sølle frugtvin, og den tovlige købmand blev ved at sidde og hælde op i mit glas, så jeg blev sandelig så pløret af det.
Aksel Nielsen fra Hollands som tit kom op på Bjerg for at besøge os, havde et valgsprog
”Vin er for maven, hvad vand er for haven.” sagde han gerne…
Villiam Hollands kom også af og til…
Lærer Ravn var en tovlig hund, han havde et forfærdeligt temperament, han kunne blive så tovlig, når en sind sådan at skolebørnene havde været på skoleudflugt til København. Dengang overnattede de på fregatten Jylland, og var der en lærer, der ikke kunne styre børnene, kunne de bare kalde på Ravn, han var gammel befalingsmand.
Men han var så flink, han var én af de første der fik fjernsyn, så Mads Jørgensen, Reinholdt og jeg var af og til oppe for at se fodbold ved ham, jeg tror det var under olympiaden.
Han ”håj så møj en kjønne ko´n”, ( havde en køn kone) engang, der var eksamen, ringede hun til Dagny, et par timer før hun skulle have skolekommissionen til spisning. Da skulle hun først til at gøre hønsene i stand til suppen, hun ville lige spørge hvordan man gjorde. De flyttede til Nivå på Sjælland
Ravn holdt aftenhøjskole, det var P.C. også med til, jeg kan huske han kørte Pigsborgs store Sct. Bernhardshund ned engang, det var han led ved, da han kom hen på skolen.
Jeg kan tydelig huske, da far var død, og jeg kom op til Ravn, for at spørge ham, om han ikke godt kunne komme op på Bjerg, for at synge far ud, da var han så forstående og nem at have med at gøre.
Han var kirkesanger, men så kom Linderoth den bette stegel, huha, han var i missionshuset, hvor han gerne ville have noget at sige.
Far bad altid aftenbøn sammen med mig, det kan jeg huske, det er såmænd ikke fordi jeg er blevet til noget særligt i den retning, men jeg tror da stadigvæk på noget.
Jeg vil også gerne være et kristent menneske, men jeg kunne ikke tænke mig at tilslutte mig sådan noget og være indre missionsk, de, der er mest fanatisk, syntes jo at alle vi andre ikke er, som vi skal være.
Jeg vil ikke kæmme dem alle over én kam, men nogle af missionsfolkene var for fanatiske.
Jeg sætter stor pris på Anton Tang …. ja og Margrethe og Peder Dahl, det var de herligste mennesker….
Anne Jensen Brunshede havde nogle store myrter kan jeg huske, hun var gift med Jens Hede. Chr. Jensen, som senere fik Brunshede, tjente i Kjær, hans kone Anne kom op på asylet som bestyrerinde.
Metha og Albert Klemmensen fik så Brunshede, de mistede deres store dreng Busser, som ung, de havde også en pige, der hed Vita.
Albert spillede fodbold, men på sine ældre dage blev han skidt gående.
Albert og Svend Madsen var et par værre fyre - men gæstfrie - jeg skulle altid ind og have kaffe hos Anna og Svend, og jeg har tit truffet Albert dernede.
Jeg kom tit derned en søndag formiddag, Reinholdt var der og vi fik en god snak, ja, jeg har fået mange gode kopper kaffe og en mellemmad med gele på dernede, jeg vil så tovlig gerne have gele.
Da Petrea og Søren Mikkelsen solgte Dalhus til Anna og Svend Madsen flyttede de til Aldershvile ( Fabjergkirkevej 72)
Engang Petrea lå på sygehuset, kom hun til at kende en dame, som var i butikken hos Lysgård Madsen i Lemvig i mange år, hun var med i Frelsens hær, og engang hun var på besøg hos Petrea sammen med sine tre sønner, sad de og sang inde i stuen.
Da de havde siddet og sunget en tid, blev døren ind til et lille kammer pludselig revet op, og ud kom Søren med nathue på, han gik hen til lampen og: ”pust.”
Han ville ikke have sådan noget gøgl i sit hus, så han pustede bare lyset ud.
Han kunne godt være strid.
Jeg kan huske Karl Sørensen slap ind i sognerådet, jeg tror det var som suppleant og Laurids Madsen var der, kan jeg huske, og Peder Kubstrup, han var en fin mand.
Karl Sørensen og Søren Pedersen var vejmænd, det var nok Søren der gjorde arbejdet, Karl stod gerne med hagen hvilende på skovlens håndtag.
Hans datter Johanne, som jeg gik til præst sammen med, kom ned på Jespersens hotel i Lemvig, hun blev gift med Jens Chr. Vestergård Larsen, som tjente i Svendsgård.
Jeg var på Jespersens hotel med honning til ”hyggelige vært” Jørgensen, da var Johanne der, hun var blevet noget fornem i det, hun ville sgi ikke for godt hilse..
Derimod Olga Kølhede Larsen, datteren fra brugsen, som blev gift med Thorvald Laursen, hun ville sørme godt snakke. Der var to piger i brugsen, den anden datter Emilie blev gift med Johannes Simonsen.
Vi kom en del sammen med Katrine og Kølhede Larsen, og Larsen kom engang ned på Bjerg en nytårsaften.
Der kom mange til Bjerg nytårsaften, og der blev lavet løjer. Engang mor kom med en æblekage nede fra spisekammeret og igennem gangen, så var der én der smed en tudse, og den sprang lige op i æblekagen.
Fra Pigsborg kørte man altid gennem vores gård, jeg kan huske at Jens, som var en bror til Kristian Pigsborg, tjente dernede.
Når han kom kørende sad han altid og nikkede med hovedet, markvejen var jo noget ujævn, men det er sådan noget man som barn lægger mærke til.
Anton Mikkelsen, som senere blev lærer, tjente på Bjerg som ungt menneske, vi gik meget på jagt sammen, og Anton mente, at han havde lov til at gå på Sdr. Dahls jorder.
Så en dag, han havde overlærer Madsen fra Lemvig med – en rare mand; men han er død for mangfoldige år siden - så var vi kommet ud på Sdr. Dahl mark, men så kommer Jens Andersen Hvirgeltoft farende op over bakkerne, og han var så ”uen” (ond) så det var forfærdelig, han ”ga å æ hals” (han skældte ud) det var hans område mente han.
Dengang var der nogen, der gav enhver, der havde lyst, lov til at gå på jagt; men det var hård ved jagten, for der var også nogen dengang, der drev det lidt for hårdt.
Jeg kom galt afsted engang, også med en jagtret.
Jeg kan godt se, det var min egen fejl. Jens Lund Overlund og jeg gik meget på jagt sammen, og engang hvor vi gik på Bjergs mark, fløj der nogle agerhøns over på Pigsborgs mark for os, og vi gik derover efter dem.
Vi plejede jo at have lov til at gå der, så det tænkte jeg ikke videre over, men da jeg senere kom til Pigsborg, for at spørge efter om jeg stadig måtte gå på jagt der, sagde
Chr. Pigsborg:” Ja det må du, men det er nok et ord værd at spørge om lov til det.”
Uha, ja, det er det da; men de her agerhøns, det var for spændende….
Men det er jo folks ejendomsret man krænker.
Når smed Lauritsen kom for at sko hestene på Bjerg, sagde han gerne til hesten, hvis den stod lidt uroligt: ”Nu ska du vår´dæ, elsens ska a muntre dæ !”
(Nu skal du passe på ellers skal jeg ordne dig)
Hos smed Simonsen var der en smedelærling, der var ved at sko en hest, da den blev urolig, tog han hammeren og ville banke hesten med den; men en af svendene tog lige fat i ham, og holdt ham fra jorden et lille stykke tid, så faldt han ned.
En dag Vosborg – en af landevejens farende svende - havde stået i smedeværkstedet og holdt en farlig kæft, tog en af svendene ham, og satte ham uden for kantstenen, med besked, om at han ikke skulle vove sig indenfor.
Så gik Vosborg derude og gav af hovedet, men han gjorde aldrig fortræd, nej han var bare ude på, at bjerge sig en skilling til en øl.
Anders Peder Graversen byggede Fabjergstad 64, og flyttede derop da han solgte Søndergård til Chr. Villesen fra Skov.
Kirstine og Peder Damgård havde Fabjergstad 58, måske var det dem der solgte huset til Else og Magnus Andersen fra Hjortkjær, det kan jeg nu ikke huske, men Peder boede da hos Mikkel Serup i Engelundvej 6, før han kom på plejehjemmet.
Ida og Magnus Bjerg boede i Fabjergstad 62, som er bygget af brdr. Marius og Thorvald
Laursen til deres mor, antagelig i 1928. Jeg har hørt noget om at stenene der blev brugt til det stammede fra et nedrevet hus i Humlum. Måske kneb det med at skaffe sten der i efterkrigstiden hvad ved jeg.
Jeg tror Ida og Magnus solgte til Magda og Marinus Dahl, som boede i den nordlige del af sognet. Marinus var mælkekusk og Magda gik ud og hjalp ved fester.
Vores nuværende købmand Leif og Majas søn Mogens bor på Teglgårdsvej i Lemvig og datteren Vibeke er sygeplejerske og bor i nærheden af Svendborg., hun er gift; men hendes mand bor i Belgien, og de har en datter.
Vi havde mange skønne aftener oppe ved Maja og Leif i købmandsforretningen, der kom folk og vi fik en god snak og en øl.
Jens Bjerg døde den 31. Juli 1998 efter et langt og godt levet liv.
Jens var god for en snak og havde så afgjort sin egen mening om tingene, han var jæger og lokalpatriot – hans liv var og blev Fabjerg sogn og dets beboere, og mange vil mindes Jens
for hans livlighed og medleven.
Hanne Bjerg døde i 1999 – godt et årstid efter Jens..
Hun var en hjemmets kvinde i ordets egentlige forstand.
Ære være deres minde
Fabjerg lokalarkiv januar 1999 Krista Lauritsen
+
Jeg har i dag fået en snak med Jens Bjerg, som er født på Bjerg i Fabjerg i 1909.Jens har det meste af sin tid været i Fabjerg, og han har - som sin far - en sund interesse i hvad der sker omkring ham.Hans far Peder Bjerg har skrevet sine erindringer.
Jens vil gerne fortælle lidt om hvad han har oplevet og hvad kan huske fra sin barndom og ungdom og indtil nu i dag hvor han er 82 år; men det kneb ham at skrive
Jens er ellers en rask gammel mand, han kører hver dag på sin knallert til ”Staden” for at komme en tur i brugsen, hvor han får sig en snak med folk.
Han er selv meget udadvendt og kan snakke med enhver og snakke med om hvad der sker omkring ham, så jeg vil gerne skrive ned hvad han fortæller
Krista Lauritsen
Jens fortæller:
Min far hed Peder Nielsen Pedersen Bjerg.
Han var født på St. Døj i Lomborg, da han var et par år købte hans far Bjerg og familien flyttede til Fabjerg.
Peder Bjerg blev gift med Oline Petrine Roesgård fra Gl. Roesgård i Rom.
Resultatet af det ægteskab blev blandt andet to børn, min søster Nelly - der er født fire år før mig - og jeg, der er født i 1909. Vi voksede til, vi havde et godt hjem.
Der er vel ingen der er bedre, end ens egen far og mor.
Vi var ikke velhavende, men det gik godt nok og efterhånden som vi voksede op, skulle vi ud og hjælpe til med forskellige ting, der er jo så dejligt ude på landet…
Ja, jeg har altid syntes, at det er dejligt at bo på landet, jeg kunne ikke tænke mig at bo i byen.
Jeg blev ikke ødelagt af arbejde – det gjorde jeg ikke – vi skulle jo også passe vores skolegang.
Jeg begyndte at gå i skole ved gamle Anders Poulsen.
Den første dag vi kom i skole var mor med, når vi havde været inde ved lærer Poulsen og fået at vide hvad vi skulle af forskellige ting, gik vi over til madam Poulsen ovre i privaten, og så fik konerne kaffe, jeg tror vi børn var med derovre.
Så rullede lavinen, vi skulle fortsætte med at gå i skole, med tiden fik vi også andre lærere.
Poulsen gik af, han blev for gammel, og han var heller ikke rask og de store drenge var ikke for gode ved ham, det er ikke for det….
Mor har tjent hos Poulsen, de havde fire børn.
Den ene af sønnerne blev uddeler i Hanbjerg Brugsforening, den anden blev lærer på Mors.
Datteren Mathilde blev gift med Kornelius Sidelmann – en bror til bager Vinkel Sidelmann og Peder Sidelmann Ny mølle.
De fik en gård i Raasted.
Den anden datter Astrid gik det noget tragisk for, hun blev gift med en lærer, som var i familie med Stensgård i Sdr. Agergård og de kom til Stendis skole.
Astrid døde i barselsseng, hun blev ikke gammel, hun fik en søn Asger, som blev sagfører i Struer; men han er også død nu.
Vores lærerinde hed fru Laursen, hendes mand læste på seminariet og da han var uddannet rejste de til Aulum. Så fik vi fru Rasmussen, hun var så rar, hun blev gift med Fuglsang fra Saugmandsgård og de købte Ml. Tang i Gudum.
Da lærer Poulsen endelig gik af, fik vi lærer I. K. Schriver, han var missionsmand så vi havde altid morgenandagt.
Fru Rasmussen og lærer Schriver skiftedes til at holde andagten.
Jeg kom vældig godt ud af det med Schriver, det gjorde jeg, men nu har jeg aldrig været særlig god til at regne, jeg ved ikke, om det var fordi, Schriver mærkede det, men jeg syntes ikke, han hjalp mig så meget.
Jeg kan huske at Schriver og Kr. Gay - som var en bror til Fru Schriver og boede omme ved Vesterhavet - kom om til Bjerg. Det var nok dengang Schriver skulle ansættes - far var vel i sognerådet - de overnattede hos os.
Jeg kan huske Schriver sagde til mig:” Du er sådan en flink dreng. ” Det kunne han da sagtens sige – men skrumlet var man vel nok.
Schriver arbejdede med kyllinger og var egentlig én af de første, der fik bil her i Fabjerg, en høj gammel Ford. Kristian i Korslund havde også én; men Schriver fik noget der hed Topsi top på, så blev den lukket ligesom en sedan.
Jeg kan huske, der havde været basar i missionshuset og vi havde en knægt her på Bjerg, der vandt en tur til ungskuet i Viborg og den tur købte far af ham.
Det var lærer Schriver der kørte med os og Peder Sidelmann var med.
Der var kun to gear i bilen og jeg kan huske at den - når vi skulle op ad bakke - begyndte at hakke lidt i det; men uha den gik da godt.
Jeg kan også huske, at folk bagefter brugte bilen til at trække tærskemaskinen med, så blev der sat fire ben under. Reinholdt Kirkeby havde også én, en overgang.
Schrivers havde tjenestepige og hun skulle skam også muge ved hønsene.
Dagmar Måe var der i længere tid, hun havde en stor stjerne der.
Fru Schriver havde gymnastik med os engang imellem, hun var mere bestemt end Schriver, hun kunne stampe i gulvet.
Jeg var glad for Schriver; men vi drenge skulle altid tage hatten af, når vi mødte ham, det var ikke altid lige let, hvis man havde noget med, når man kom på cyklen; men det skulle vi.
Han gik meget op i skønskrivning, han skrev selv knaldgodt, men når vi kom hen sidst på eftermiddagen så skulle vi gerne have en historie.
Jeg kan huske han læste engang én der hed: Røgter Jerup.
Sønnen Christian (Bitten) kan jeg huske som sådan en bette karl, der kom over i skolen til sin far.
Schriver havde hønseri en del år; men det holdt han op med, så havde han en masse bistader, som han vist fik meget ud af, de stod i haven østen omme.
Hos lærer Schriver lærte vi ikke noget skidt, han var vældig interesseret i fodbold; men han spillede ikke selv, det gjorde derimod både hans søn Christian og svigersønnen Børge Rissom, som var gift med Agnethe.
De var på første holdet i Fabjerg sammen med Kresten og Henry Dahl, som for øvrigt var en fantastisk målmand, dengang vi var med i oplandsturneringen.
Børge Rissom var egentlig lidt af en doven spiller; men han var så hulendes god til, at få den kradset ind i målet.
Christian Schriver var altid klar ved et hjørnespark, han kunne altid få hovedet på den.
Det var dejlige tider dengang – huha !!
Lærer Schrivers – som vi sagde – var altid æresgæster, når der var fester rundt i sognet. Schriver skulle altid slutte og han holdt gerne tale. De kom meget til Sdr. Lund, særlig nok fru Schriver.
Jensine Borum døde tidligt af kræft, hun blev opereret på Skive sygehus.
Ulla – den yngste af børnene i Sdr. Lund - kom på Gl. Skivehus, hvor hun var i flere dage, der var en del børnelammelse dengang, så man skulle passe lidt på.
Når vi var til barnegilde hos Hans Hansen, skulle vi altid en tur i skoven, og når vi kom forbi Hans Nielsens Hvirgelhøj, skulle Jens Mølgård fra Hollands altid ind i haven – som gartner Sinkbæk havde anlagt i sin tid – for at bjerge nogle æbler.
Han kom gerne ud med en hel hatfuld; men de var noget så sure, så der ingen ende var på det.
Jow, jow – vi stjal da æbler dengang, hvem har ikke som knægt prøvet at stjæle frugt ?
Mads Lind i Nr. Dahl og far gik ofte sammen og fik sig en snak, det var der jo tid til dengang. Engang havde de købt en avance i fællesskab, og ved et gilde eller et møde kort tid efter kom de til at nævne det.
En avance var noget nymodens kram, før den tid såede man op i kamme, og man havde en ”støvt” (trillebør) man kørte med, den havde skarpe runde hjulskær, som så kammede jorden op. Manden i Agergaard mente da også, at det var helt tovlig med sådan en avance, men flere og flere fik den efterhånden.
Julen startede i november måned på Bjerg, vi slagtede gerne et par får eller et lam. Når vi så kom lidt længere hen, skulle vi have slagtet gris, og så skulle gruekedlen i kog.
Vi havde slagter Asmussen, som kom kørende i en fjedervogn med et par heste for. Han havde gerne en medhjælper med, og kedlen skulle helst være i kog, når han kom, for han havde altid så brølenes travlt der lige til jul.
Når vi så kom nærmere ind under jul, skulle vi have fejet stenbroen og laden og pyntet op. Hvert eneste år i mørkningen tog far altid et neg og hængte op, det var en fast tradition, og det blev jeg ved med at gøre i mange år; men nu kniber det med at få et neg, uden at man skal købe det, så nu fodrer jeg dem i fuglehuset i stedet for, det kan jo også være ligeså godt; men det var en fast tradition i min fars tid.
Så kom juleaften endelig, og vi børn var gerne spændte. Vi var kun os selv, ja, det vil sige karlene blev altid og fejrede jul sammen med os. Vi spiste andesteg og medisterpølse; men vi fik ikke ris a´ la mande, som man får i dag, vi fik flødebudding med mandel og mandelgave.
Når vi havde spist skulle mor og pigerne gerne ud og vaske op, så havde far købt landmandsalmanakken, og så kunne vi kigge lidt i den.
Så blev juletræet tændt og vi sang en masse julesalmer; men vi fik ikke julegaver, som man får i dag, vi havde hver vores plads ved bordet og der lå vores gaver. Den skik holder vi fast ved her på Bjerg den dag i dag.
Når vi så kom over 2. juledag, havde vi halv-hellig til hellig tre kongersdag, så skiftedes karlene til at have fri, vi skulle bare have passet høvederne. Vi havde skåret hakkelse – den mest kolossale dynge hakkelse – og vi havde tærsket og fået roer ind.
Det gjorde vi gerne for at være fri for det grove arbejde i halvhelligdagene.
Så kom nytårsaften, da havde vi noget fyrværkeri, vi skulle have skudt af.
Far havde den skik, at han ud på aftenen, gik ud til vores gangdør, og skød to skud af med jagtgeværet op i luften, og så kom der en masse folk og lavede ballade.
Vi jagtede dem der kom, for de skulle jo fanges og sværtes, og vi holdt dørene for hinanden. Det var en livlig aften skal jeg lige love for, det var noget der passede os.
I fars velmagtsdage tjente P.C. ( Jens Peder Christensen) i Kjær sammen med morbror Jens Chr. Roesgård, og de kom op til Bjerg en nytårsaften. Far stak efter dem østen om gården, der havde vi et toilet i et skur, og det gemte de sig bagved; men de skulle fanges, og det blev de. Jens Chr. ville tage igen med far; men det skulle han aldrig have gjort.
Der lå sådan en høj snedrive, og 1-2-3 der lagde far ham lige op på.
Engang smed de vand ud på de unge mennesker, jeg kan huske, der var én, han blev helt stivfrossen.
Uha, ja, der er nogle ting, som har bidt sig fast.
Julen stod for mig som noget af det alle vildeste; men jeg synes, at der nu tildags er blevet alt for kort imellem, at det er jul.
Tiden går så hurtigt.
Sommerferie, nej, det var der ikke noget, der hed dengang, jo, vi havde da fri fra skolen i den tid; men så skulle vi gerne hjem og hjælpe til.
I 1922-23 skulle jeg konfirmeres, jeg kan huske, jeg gik til præst hos provst Nygård i missionshuset.
Provst Nygård var en udmærket præst – han var ikke yderliggående – vi skulle lære evangelisterne, vi lavede en kommode - kaldte vi det - på et stykke papir, det gjorde konfirmanderne hvert år.
Engang spurgte Provst Nygård, om vi kunne kongerækken, det kunne vi ikke, nej.
Nå, men så skulle vi kunne den inden næste dag. Åh, som vi sled i det med den kongerække - men til hvad nytte - han hørte os slet ikke i den.
Dengang leverede bønderne selv deres grise i en stivvogn eller fjedervogn, eller hvad man havde, i brugsforeningen, og der løb vi meget omme i frikvartererne, når vi gik til præst.
Uddeleren hed Kølhede Larsen; men det var Kristian Marinus Frandsen, der tog imod grisene. Hvor der nu er pakhus, blev de læsset af. Det var i en lav bygning, og så gik de derinde og sloges – svinene altså – indtil de blev hentet. De var øremærkede, så de gik sammen.
Kølhede Larsen – som var en udmærket uddeler - kom altid ud med en seddel til folk, og så skrev han lige forskud 50 kr.
Folk fik altid forskud på deres svin, 50 kr. hver gang, uanset hvor mange svin de kom med.
Vi kørte vore svin derop i fjedervognen, vi havde gerne et svinenet over, jeg var nu ikke så glad for at køre med dem, de kunne godt finde på, at prøve at lette forsædet med trynen.
Det er ikke så længe siden, der var snak med Nelly om det, det var det værste hun vidste, når hun skulle ud for at passe på, at svinene ikke rendte af vognen, når vi var ved at læsse dem.
Vi – ja, jeg hjalp ikke, jeg var for ”bette” (lille) til det .
Jeg kan huske, der kom en stor lastbil efter dem, det var én med massiv gummi, det var jo lige efter 1. verdenskrig.
Jeg kan huske der var en stor kæde, der gik fra hjulet og op til motoren.
Så skulle de have alle de her svin læsset, og så til daler´n (kørende) til Struer med dem.
Der var karle på gårdene dengang, vi havde et par karle og sommetider også en knægt og en tjenestepige, så spillede vi firkort om aftenen.
Der var ikke noget med at vi ”ræn ( rendte) i æ land,” (føjtede rundt) der var ingen der havde biler dengang, havde man en cykel var det godt.
Jeg fik en ny cykel i konfirmationsgave, den stod man så og pudsede på sådan en cykel.
Da jeg blev ældre skulle jeg være karl på gården, far var morgenmand, han skulle nok få os pebet ud. Så skulle vi have røgtet, og i roetiden, for eksempel, skulle vi ud for at hakke roer.
I det hele taget, når vi var i marken, holdt vi aldrig fyraften før kl. 7 (19.00) om aftenen.
Og så skulle der malkes og passes heste, hvis vi havde kørt med selvbinderen hele dagen, skulle hestene ud på marken og tumle sig. De blev bundet sammen og så afsted med dem. Vi havde en karl, som hed Mikkelsen, han fik gjort mig helt tovlig med jagt, ja, ham og så min far. Jeg vil stadigvæk gerne gå på jagt; men jeg kan ikke holde ud til at gå så meget mere.
I Kjær boede tykke Peder Kjær, de havde en syg dreng, som far, som knægt, sommetider tog ned for at besøge.
En nytårsaften løb Peder Kjær efter far, som var gået til Kjær for at lave løjer.
Han var efter ham næsten helt op til Bjerg, jeg troede far var gået til, sådan som han pustede, han rendte i sine tøjsko.
Peder Kjær begyndte at plante i bakkerne ved Kjærdal, da granerne blev store, blev de brugt til tømmer, da de byggede Sdr. Kjær
Sdr. Kjær er bygget af Jens Kjær og blev solgt til Kristian Sørensen, som var der et års tid, så flyttede de ud i nærheden af Holstebro, de var et par flinke mennesker.
Jeg kan huske engang jeg var med Jens Kjær på jagt, da vi kom ud til højen ved Sdr. Kjær, havde de lige fundet en urne i højen, og den havde de sat ind i stalden.
Dyrlæge Stigård fra Lemvig var ude for at se, om der var noget i den; men det var der ikke, så den blev sat ned i højen igen.
Dyrlæge Stigård var en dygtig dyrlæge; men han var meget aristokratisk, ham skulle man ”våe sæ for” ( tage sig i vare for) han var ikke én af dem, man skulle drive spøg med; men han var skam flink nok, det var ikke for det.
Vi havde også en karl, en søn fra Anders Vestergård Larsen i Ll. Vestergårdhus, ”Æ Tækkers” kaldte de det. Der var mange børn der, to af dem Adolf og Anna har tjent på Bjerg.
Adolf rejste til Argentina, og tre af hans brødre rejste over til ham, og Laurids Hansen, Peder i Nr. Lund og Kristian Sørensen rejste til Amerika, det var dengang man emigrerede.
Andrea Obbekjær, som boede ved kirken, kan jeg huske.
Ja, skideknægte, jeg kan ikke huske om jeg selv har gjort det, men jeg har vel opfordret de andre til at smide sten på hendes dør, så vidste vi, at hun kom ud og skældte ud.
Anna Simonsen og min søster Nelly gik engang ind for at hente noget vand hos Andrea, så sagde hun, da de gik ud, om der ikke var fløjet noget pap med ud, da de gik ud, for det ville hun gerne have igen. Ja, hun var meget nøjeregnende, og forstod at tage stumperne med.
På Åbogård var der engang noget, de kaldte ”Arbejdet Adler,” det var et hjem for subsistensløse mænd. Bestyrerinden fru Jensen fik en forvalter Karl Jensen og de blev gift, skønt han var meget yngre end hende. De flyttede ned til Søvig ved Horsens, hvor de købte en gammel herregård Reballegård, som de lavede om til drengehjem, der var en masse knægte dernede.
Min Søster Nelly tjente hos dem, og Jens Andersen Hvirgeltoft og jeg var engang cyklende ned for at besøge hende. Vi lå i baronens seng kan jeg huske.
Vi var også ude at cykle ture med alle knægtene, vi var ved Ejer Bavnehøj.
Jeg kan huske, Jens var noget alvorlig, da vi cyklede hjem: ”Hvor har man sin blindtarm” spurgte han. ”Ja, svarede jeg, den sidder da i højre side.” Så troede han at han havde blindtarmsbetændelse; men det havde han heldigvis ikke.
Han fik også en brølenes tandpine dernede og gik ud i køkkenet, hvor han fik noget sprit hældt ind i munden; men da han kom ud, var han fuldstændig tovlig, det krympede helt huden inde i munden på ham.
Jeg har været med til at starte F.I.F. Fabjerg Idrætsforening; men vi havde jo ingen penge, så vi spillede på markerne rundt omkring ved gårdene. Vi har spillet ved Nr. Dahl og på Sdr. Lund mark, Kristian Borum var nem at snakke med des angående, så der spillede vi et års tid eller to.
Vi lavede selv målene (stængerne) og der var ingen net på; men det var da brugelig.
Så fik vi en bane norden for Jakob Bjerre Kvisgård, der i en lavning, stod der sommetider vand; men vi spillede der, også når der skulle spilles kamp.
Det var der ingen der brokkede sig over dengang, sådan var det bare.
Ha-ha – når vi spillede i Gudum, var der fyldt af kolort på banen, jeg kan huske, jeg havde hvide shorts på, men da jeg var faldet i sådan en lort adskillige gange, var de blevet helt grønne af møg.
Efterhånden som tiden gik fik vi et stykke jord af kommunen - den gamle fodboldbane hvor klubhuset nu ligger – det skrånede meget ned mod øst; men vi lejede Gunnar Henriksen til at ordne banen. Han kørte med heste og jævnede det hele med en skovl.
Der har vi spillet mange kampe; men det værste var, når vi skulle spille mod Remmerstrand, det var nogle værre proletarer dernede.
Gudum var godt nok vore arvefjender, men ”æ strandboere” det var nogle grimme fyre.
På billedet her er vi fotograferet ved højen på sportspladsen
f. v: - Jens Bjerg – Kristian Dahl Friistoft – Peder Stokholm Ørvejle – en kommis i brugsen, som var gift med Martin Mikkelsens datter – Johannes Madsen Buggesboel
2.r.f.v: - Kristian Schriver – Erhardt Kubstrup – Kresten Dahl V. Børring
forr. r. f. v: - Børge Borum – Henry Dahl – Jens Sønderskov Borum.
Udover de spillere som er med på billedet, var der også Svend Borum, Post Jensen som var gift med Anna Laursen og Børge Rissom som var gift med Agnethe Schriver.
I en oplandsturnering spillede vi mod Nr. Nissum, Harboøre og Bækmarksbro, det endte med, at vi skulle spille finale på Lemvig stadion, og da vandt vi.
Arthur Christensen V. Haurballe og hans bror, der var lidt ældre, var også ivrige fodboldspillere, og der var en bagersvend, som var med.
Engang, vi skulle have sportsfest, lavede vi et flag, og der blev broderet et stort F.I.F. på det. Det havde vi i mange år, gad vide hvor det er havnet, det skal nok være et sted.
Vi havde gymnastiksalen i Sdr. skole til vore sportsfester, og vi legede sanglege om aftenen.
Villiam Nielsen Hollands var vel den sidste formand i Idrætsforeningen, før den blev slået sammen med gymnastikforeningen. Nu er der kun K.F.U.M. & K.s Idræt tilbage; men der arbejder man også godt sammen, sådan skulle det have været altid; men man kan ikke lave om på fortiden; men man kan se fremad, det er udmærket.
I Idrætsforeningen spillede man fodbold, i gymnastikforeningen lavede man gymnastik og spillede håndbold og badminton og man dansede folkedans, og i K.F.U.M. & K. spillede man også håndbold.
Jeg kan huske et år gymnastikforeningen havde sportsfest, og nedenfor skolen var der konkurrence i bueskydning.
Jeg har altid været glad for at skyde, så jeg vandt 1. præmien, en fin lagkagekniv.
Jeg tror de købte buerne og træpilene; men vi satte selv fjerene på, det skulle helst være kalkunfjer. Vi skød efter en halmskive, som stod på en trefod, så pilene behøvede ikke at være spidse, de kunne snildt hænge fast i halmskiven.
Som dreng skød jeg både spurve og bogfinker med en luftbøsse, utroligt at jeg kunne nænne det; og man må jo slet ikke gøre det i dag.
Bertel Lund fra Ll. Vestergård var en flot og kraftig mand, han var bare sådan til at slås; men både Bertel og hans bror spillede fodbold på Prebensgård mark.
De to brødre fra Ll. Vestergård og en søn fra Prebensgård, var altid så fine i tøjet.
Kristian Lund i Ll. Vestergård var min fars morbror, han snakkede noget hæst kan jeg huske. Han havde en tjenestekarl, som spillede knagendes godt fodbold.
Vinkel Sidelmann holdt tit nede på sportspladsen for at sælge slik, og jeg kan huske at Jens Peder Christensen i Sdr. Prebensgård gik hen og tog en håndfuld likørtoppe: ”Hvad vil du have for dem ?” Jo, man kunne godt handle lidt om varerne.
Der var mange piger i Ll. Vestergård, der var en datter som hed Agnethe hun tjente hos min morbror Jens Christian og tante Bodil på mejeriet i mangfoldige år.
Deres eneste søn Christian Roesgård var læge, han havde meget at lave, jeg sagde engang til ham, at han da skulle have én til at hjælpe sig. ”Ja, hvad kan det nytte, når en sind jeg ikke kan samarbejde” svarede han, han var en Roesgård….
Jeg var soldat i 1930, da han læste på katedralskolen i Viborg.
Han kom tit ned på kasernen og sad og snakkede med os; men en aften kom der en
befalingsmand, og så blev han hverfet ( smidt) ud
Jeg gik til gymnastik ved Højer, som var kommis i brugsforeningen, han ville også gerne fiske skalling, og Chr. Pigsborg har ledet gymnastik, han ville for resten også gerne spille fodbold.
Senere kom Henning i Kjær og Evald i Pigsborg det var et par fine fodboldspillere, de
spillede ikke i så mange år; men de var ikke af den slags fodboldspillere, der var rå.
Fodbold skal være en leg,
Vi gik også til ynglingemøde for unge mænd, det så mor helst vi gjorde, rundt omkring i hjemmene. Vi sang først, så blev der læst op af bibelen, og så var der én der udlagde teksten. Jeg var vældig glad for det, når det var Jens Tang, der gjorde det, for han kunne altid fatte sig i korthed.
Jeg kan huske da jeg skulle aftjene min værnepligt i 1930, det foregik i Viborg, hvor jeg lå ved fodfolket. Jeg har egentlig altid været militærgal; men det gik af mig allerede den første dag; men da jeg var færdig som soldat, var jeg lige militærgal igen.
Vi var på efterårsmanøvre, jeg kom til et maskingeværkompagni, og vi var indkvarterede rundt omkring hos folk.
Det var aldrig rart, at komme til at bo på en stor gård eller herregård, der fik man bare et stykke rugbrød, noget spegepølse og smør udleveret, og så kunne man selv sidde og bakse det sammen; men andre steder lavede konen eller pigen maden til os.
Jeg kan huske i Vejen engang, det var et vældigt sted, uha, hvor havde vi det godt der, og i Røggind, det var på en lille gård, vi var fire mand og en kornet. Vi havde det som blommen i et æg, der stod et stort pæretræ i gården, og vi måtte spise alle de pærer vi ville.
Jeg var soldat fra den 8. maj til hen i oktober, og vi fik 50-55 øre om dagen og fuld forplejning og det var såmænd godt nok, så nær som deres dåsemad, det var der ingen der brød sig om; men det fik vi med, når vi skulle på manøvre.
Kong Christian d. 10. sad på sin hest, og vi skulle defilere forbi ham, jeg tror kronprins Frederik var med. Jeg kan huske et sted hvor jeg var indkvarteret, der havde de noget der kaldtes en skvæt mølle, men det var et sølle sted, der fik vi lov til at sidde inde i nogle halmballer, det var ikke et godt kvarter.
Jeg var indkaldt igen i 1935 til efterårsmanøvre, det var nede ved Jelsgård.
Jeg kan huske den 9. april 1940, der havde lige været konfirmation i Fabjerg.
Vi gik ude i laden og kunne ikke forstå, at der pludselig blev sådan et spektakel. Det var en grå og grumset morgen i mere end én forstand, da de kom de store tyske flyvere, de kom ligeså tæt. Og så kom der andre flyvere længere ude over havet, de havde en helt anden lyd, de havde to pontoner, det var vandflyvere, som skulle skynde sig op og besætte Norge.
Så brugte de Ålborg flyveplads, den fik de fat i med det samme.
På Værløse flyveplads forsøgte man, at få danske flyvere op; men de blev skudt ned, og tyskerne brændte det hele af og ødelagde alle de flyvemaskiner, man havde der.
Engang P.C., Ejnar Friis og Fuglsang fra Nederbygård var ude for at afrette en ny jagthund, havde de selvfølgelig deres jagtgeværer med. Det kunne tyskerne ikke lide, det var for nær på deres flyveplads, så P.C., Ejnar og Fuglsang blev taget med til Sdr. Dubgård, som var tyskernes hovedkvarter.
Men de kunne ikke tysk nogen af dem, og de måtte ikke engang sætte sig ned fortalte Ejnar Friis, tyskerne havde fået fat i sagfører Brodersen Lemvig.
Men da han kom, gik han rask hen, gav hånd og sagde : ”God dag P.C, Goddag Ejnar Friis” så gik gassen noget af tyskerne.
Bjerg brændte i 1946 natten mellem d. 6-7 november.
Hanne havde været hjemme i Sdr. Lund for at hjælpe med at plukke gæs, og jeg havde været omme for at hente hende.
Da vi kom hjemad ud på aftenen var der dobbeltlys, det var meget skarpt, når vi tændte det. Vi var gået i seng, da en tjenestedreng, som sov ude i udhuset kom og bankede på vinduet:” Det brænder !!” råbte han. ”Hvor henne ?” – ”Her !” sagde han.
Så kom vi hastigt i tøjet, det var en gammel firelænget gård med stråtag over det hele, og det ”klink-bræ´n” (stod i lys lue) henne i det ene hjørne.
Så råbte jeg til drengen, at han skulle løsne hestene, selv skyndte jeg mig ud for at få nogle høveder løsnet.
Drengen – der ikke var helt gennembagt (retaderet) kaldte på mor og far; men han kaldte ved det forkerte vindue, fra den forkerte side; men han bankede så hårdt, at vinduet gik i stykker.
Vi fik alle høvederne ud; men svinene og hønsene brændte inde alle sammen.
Branden var opstået ved omkring Elinstallationen, jeg kan fortælle, at Josef Mejlvang i Blæsbjerg i Nr. Nissum skruede sikringerne fra, da han kom hjem om aftenen; men da han, dagen efter, skruede dem til igen, brændte Blæsbjerg.
Det var en fejl fra elektricitetsværket, der havde været overspænding på. Det fortalte installatør Jepsen da han kom til Bjerg, han havde været mange steder for at reparere ved det.
Men vi kom da i forhør, det er den eneste gang….
nej, for resten, jeg har da været i forhør eller haft besøg af politiet engang før, hvor vi havde en tovlig knægt, der havde stjålet noget.
Det var kriminalassistent Spanggård der, dengang med drengen, kom på besøg på Bjerg, det var ikke just forhør, vi havde jo ikke haft andel i det skete…
men her i forbindelse med branden var det Berthelsen.
Jeg kan huske han forhørte os, om vi røg og sådan noget; men nej, vi havde bare trukket vore cykler ind i laden, og der var ikke spor i vejen, da vi kom derind.
Men Hannes brudekjole og mine bøger, min soldaterbog, en dagbog og alle telegrammer fra vort bryllup, gik op i røg
Vi boede sammen med mine forældre de første mange år.
Mor fik en hjerneblødning en nat, hun kom sig lidt, men var blevet uligevægtig, og hun døde senere.
Far blev boende hos os, han kunne udmærket sammen med vore børn.
Ja, og nu bor vi her sammen med Jytte og Ib, som vi har solgt Bjerg til.
Min morbror Kresten Roesgård tjente i Svendsgård ved Otto og Maja.
Otto var min fætter, jeg var til fest i Svendsgård engang, det var første gang jeg havde lange bukser på. Der var telt og det hele…
Det var en gevaldig fest, jeg har vel været en 12-13 år.
Marinus Lind - én af fatter Linds sønner - tjente der, jeg kan huske, jeg var med ham ude i kostalden. Han kunne ikke få lyset til at brænde oppe i loftet, så tog han en malkeskammel og stod op på den, og så sang han:” Når min kone og jeg skal skilles ad, så får vi aldrig mere frikadellemad.”
Han har boet i Østerbrogade i Lemvig, hvor han lavede lidt cykler i stand.
Vi havde en pige, Else hed hun, hun var fra det første hus på højre hånd efter lyskrydset i Østerbjerg, lige over for Kurt Laursen.
Else havde et barn, før hun blev gift, og det var sat i pleje hos Hanne Mathiasen, som boede hvor Laura og Christen Christensen senere boede (Mejerivej 9).
Jeg var engang med Else henne og besøge barnet, og da var vi en tur omme ved fatter Lind, for øvrigt den eneste gang jeg har besøgt dem.
Ferdinand Jensen, som til sidst boede hos Marie Villesen, har boet i Lindsboel.
Theodor Andersen Hvirgeltoft tjente på Bjerg, og ude i loen havde vi en luge nordenud.
Engang skulle de skyde til måls ud af den luge med en pistol.
Fatter Lind, som var på besøg, mente selv han var en ”fåle kåel” (farlig karl) til det. Han havde en stor næse; men da han skød pistolen af, gik det hen og rev en stor luns af hans næse.
I Rottesgård boede Anders Rottesgård, som var gift med en søster til både konen i Blæsbjerg og konen i Korslund.
En datter fra Rottesgård blev gift med Kølhede Larsens søn Kristian ”Kis”
Kølhede Larsen var en vældig uddeler, han var en lille mand med en tyk, bred mave, og han stillede sig altid an i døren, når bønderne om lørdagen kom fra torvedag i Lemvig.
Det første han gjorde, var at sno et kræmmerhus til børnene og så skulle mændene have en cigar. Jeg kan huske, engang far sad på vognen med store luffer på, så stak Kølhede Larsen cigaren i sin egen mund og tændte den, og så fik far den.
Margrethe og Peder Dahl havde Friistoft.
De fik fire børn: Svend, Stinne og tvillingerne Laurids og Kristian.
Peder fik blindtarmsbetændelse, som senere gik over til bughindebetændelse; men tvillingerne var ikke så meget for at komme med ned for at se til deres far. De var ikke klar over, hvor slemt det stod til med ham.
”Men, sagde Margrethe da de kom hjem igen, kunne de godt se han var kommet til at se noget ”simpelajtet” (rigtig dårlig) ud,” og han døde da også kort tid efter.
Vi havde det stykke jord norden for vejen ved Friistoft, det solgte far i 1946, da Bjerg brændte, det og så et stykke heroppe for norden blev solgt til Reinholdts svoger i Budsgård i Nr. Nissum.
Ib købte det tilbage, da manden i Budsgård købte Grøngård.
Men det stykke nede ved Friistoft havde vi næsten altid kartofler i, når vi så gik og lugede, så gik vinduet altid op ind til P. Dahls:” Kom indenfor og få en sigtemellemmad og en kop kaffe.”
Vi gik faktisk altid og ventede på det, når vi skulle der forbi.
Margrethe fortsatte med det, også efter at hun blev alene, hun blev jo tidlig alene.
Efter Peders død drev hun ved Svends hjælp gården videre, indtil hun i 1951 solgte Friistoft til Dagny og Reinholdt Kirkeby og flyttede op i Fabjergstad 57.
Margrethe gik altid med et langt ”hjaskforklæde,” ( et forklæde af brunt sækkelærred) hun hjalp, hvor hun kunne komme til det, lugede fortove o.s.v.
Vi havde også Margrethe til at hjælpe på Bjerg, det skete, hun hjalp ved at vaske; men mor var sommetider ved at græde over, at Margrethe ikke ville holde op igen, hun kunne finde på at give sig til at skure dørstolperne, hun var meget speciel den gode Margrethe.
Hun holdt også gravsteder rene, vi havde tre, som hun holdt rene, og det fik hun 10 kr. for om året. Jeg kan huske, at hun kom op på Bjerg, og at jeg ikke havde de ti kroner, før dagen efter da jeg fik afregningen.
(Det kunne enten være afregningen fra slagteriet eller fra mejeriet)
Det skulle de bare prøve i dag – de unge mennesker – men det kender de slet ikke til.
Margrethe havde datteren Stinne, som de her for nogle år siden ville have begravet i Vintersgård silo.
Begravelsesfølget, som kom helt oppe fra Ålborgkanten, var drejet af ned mod Vintersgård, de kendte jo ikke til hvor kirken lå, og da de så siloen, antog de den for at være kirken og drejede fra; og da de opdagede de var kørt forkert, kunne de jo ikke vende på den smalle vej, de måtte helt ned i gården for at vende.
Niels Lund i Lillelund havde en kone som hed Ane Marie, hun lavede Ane Marie-plaster, der blev berømt ud over det hele land.
Hun var for øvrigt en søster til Knud Fruerboel, som gav en masse penge til et nyt orgel i kirken. Ved en indsamling gik man først til Knud for at få startet godt, han spurgte lunt: ” Kan tusind kroner gøre noget godt?”
Peder Knudsen Fruerboel boede sammen med sin søster Grethe, som var en ”original” hun kunne ikke tåle lugten af mandfolk, så hun gik altid med en tot hø eller halm i næseborene.
Hun havde eet par plejebørn, Esther og Johannes, som gik i skole i Sdr. Skole, de havde det såmænd ikke altid for godt, jeg ved ikke om hun var for god ved dem. Esther havde fletninger og de var flettet så stramt, at de ligefrem strittede ud.
Johannes var stor og kraftig, og han havde så meget med, at rende ind under et bord og så løbe efter os, med bordet på ryggen og benene strittende ud, inde i gymnastiksalen
Grethe havde to store buldogs og de var så gale, så tovlig gale.
Jens Møller Skov, som var i sognerådet skulle engang hen til Fruerboel et ærinde; da kommer den ene buldog imod ham som en brølende løve.
Jens Møller får lige smækket døren sammen omkring halsen på den, og så stod han der, indtil Grethe kom og fik friet ham. Hun var ligeså tovlig som hundene, der gik flere sagn om hende, en aften lærer Poulsens piger gik forbi, havde de set at Grethe sad inde på bordet med et hestehoved, hun sad og skummede og gjorde ved….
Men folk var meget overtroisk dengang; det var også mere mørkt allevegne, folk sad ofte inde ved en ”bette grån” (lidt) lys.
Skulle vi for eksempel ned på mejeriet en aften, der kom vi meget i min barndom, det var jo min morbror, så fik vi en bette lygte i hånden, og så gik vi tværs over agrene, og så skulle vi se ved den.
Der kunne nemt komme skygger, man kunne gå og blive ræd for.
Far fortalte engang at hans mor altid sagde til dem at de skulle passe på ikke at gå midt på vejen, for ikke at risikere at rende ind i en ligskare, som altid kom der.
Da Bette Hans engang var hos os og der lå et par knive overkors, var Hans ikke glad ved det, det varslede død; men far var ligeglad, han var ikke overtroisk.
Petrea og Søren Mikkelsen (Brousen) boede i Dalhus.
Engang ville Jens Lind i Nr. Dahl høste med selvbinderen for dem.
Søren var ikke så bekendt med det nymodens kram, så da Jens startede selvbinderen på Sørens mark råbte han ”Hold, hold, den sluger det hele !!”
Der var langt mellem stråene så det varede længe, før der kom et neg ud der.
Der var ikke så få børn i Dalhus, men tuberkulosen tog flere af dem. Petrea og børnene gjorde rent i skolen og de havde klokkeringningen i kirken.
Generalforsamlingen i brugsforeningen foregik førhen i tømrer Haurballes værksted, og bagefter gik man om til Karen Degn i privaten i hold, og fik kaffe. Der kom rigtig mange til generalforsamling dengang, og der blev holdt auktion over alt det skrammel, man ikke havde fået solgt i årets løb.
I St. Vestergård boede Knudsen Mathiasen, han var ungkarl og gik også på jagt, han kom en dag og spurgte om han måtte få jagten på Bjerg.
”Nej, svarede far den har gartner J.J. Sinkbæk i Hvirgelhøj.”
”Nå, ham æ såenklytt” sagde Knudsen.
Knudsen og manden i Hauskov i Gudum kørte engang sammen i Knudsens dal, og de kom til skade begge to.
”Men, som Knudsen sagde, når en blind og en døv mødes, så skal det jo gå galt.”
Manden i Hauskov var døv og Knudsen så ikke for godt, det gik for resten skidt for ham til sidst, han kunne slet ikke få passet sin gård.
Han havde en karl engang, som skulle hente grus i grusgraven, det skred sammen om ham og han kom meget alvorlig til skade.
”Folk sagde” at de skar et snit ned langs begge sider af rygraden på ham, og satte en jernstang ind for at rette ryggen ud igen.
Jeg ved ikke om han døde, det husker jeg ikke.
I Ny Mølle boede ”Den gamle bager” Poul Jensen, han bagte brød, som hans sønner Peder Jensen Nygård og Møller Jensen kørte til Lemvig med.
Gården havde en vejrmølle på højen vest for.
En dag i stormvejr løb den løbsk og Søren Mikkelsen løb derop for at hjælpe, da han kom ind i møllen sagde han:” Det er da noget farligt noget det her…”
”Nej, sagde den gamle bager, den kan gå i hundrede år endnu.”
På sine gamle dage flyttede Poul Jensen til Pindsboel og solgte Ny Mølle til Karl Høegsberg, som var der en kort tid, så købte Louise og Peder Sidelmann Ny Mølle.
De fik tre børn: Kristian, Ingeborg og Kirstine.
Louise døde forholdsvis ung, og så gik Peder alene med skiftende husholdere, indtil han blev gift med én af dem, Petrea Østerby fra Lomborg.
Gravers i Nr. Dahl, Niels Pedersen Bjerg og ” Æ tumpe sadelmager” var engang til et missionsmøde i Lemvig. Da de kommer hjem til Aldershvile, hvor sadelmageren boede, sagde han, da de to andre var ved at gå: ”Nu er et nok bedst jeg tager mit eget liv.”
Da Gravers kom hjem, kunne han ikke slå det fra sig, som sadelmageren har sagt. så han gik om til Bjerg, for at snakke med Niels om det.
”Nå, siger Niels, det skal du såmænd ikke tage dig af;” men Gravers havde ingen ro på sig, så han gik til Aldershvile, hvor sadelmageren bare overbegrinede ham.
Da Gravers døde, købte Margrethe og Mads Lind Nr. Dahl.
De fik seks børn: Kristian, Jens, Marius, Martinus og Ingeborg
Kristian blev stenograf i folketinget
Jens overtog Nr. Dahl og blev gift med Anna Nielsen fra Hollands
Marius blev gift med en datter fra Krogsgård og de fik Nr. Lem kirkegård
Svend købte Byskov i Hygum, han var ugift, man sagde, han var forlovet med sin tegnebog.
Martinus blev gift med lærer Poulsens datter fra Ndr. skole
Ingeborg blev gift med Kristian Bjerg en søn af Stinne og Anton Bjerg i Sdr. Børring.
Anna og Jens Lind havde først en gård i Ølby, så kom de hjem og overtog Nr. Dahl.
En nytårsaften gik jeg derom for at lave løjer, jeg gik til køkkenvinduet, klokken var vel halv elleve, og der var mørkt i køkkenet, så jeg regnede med, at jeg lige kunne komme ind og snuppe kaffekanden, det var fast skik nytårsaften, at forsøge at snuppe naboens kaffekande, så de ingen kaffe kunne få dagen derpå.
Mærkeligt nok havde Anna glemt at sætte haspen på køkkenvinduet, så jeg kravlede forsigtig ind, og ville gå ind i stuen, da døren til soveværelse pludselig gik op, og der stod Anna i en natkjole så lang. Jeg sprang ud af vinduet og rev lommen på min gode jakke, men jeg kom ud uden at Anna opdagede at det var mig; men jeg gav mig da til ”kinn” (kende)
Da, var der noget ved nytårsaften dengang.
Jens var en arbejdsom mand, men ikke så stærk, han døde i 40 års alderen.
Anna havde derefter skiftende bestyrere, én af dem hun havde i mange år var Bernhard fra Grønbjerg.
Sørine og Jens Simonsen boede i Engelund, hvor Jens havde smedie.
De fik seks børn: Niels, Jens, Villiam, Peder, Thorvald og Astrid
Niels og Jens overtog smedeforretningen i Fabjergstad 44 efter deres far, jeg kan da huske den gamle smedekone sad som enke i den anden ende af bygningen.
Niels var smed, og Jens reparerede cykler og senere vogne, under krigen lavede han gamle biler om til gummivogne til landbruget.
Han byggede i 1948 værkstedet Fabjergstad 45 og fik BP benzintank, og begyndte så småt at reparere biler. Jens blev gift med Thora fra Tingtofte mejeri i Gudum.
Niels blev gift med Anna Mikkelsen fra Dalhus
Kristian Mølgård var gift med Severine, en datter fra Korsvejhus (”æ stald”) hun kom en del sammen med Jensine Borum.
Maren Hansen og Theodor Andersen Hvirgeltoft var søskende, og Hans Hansen og Laura Andersen var også søskende. Så der var dobbelt svogerskab der.
Søren Hede blev gift med Tinne, som var en datter af Mads Pedersen Annekshede.
Tinne var født på Annekshede - Søren var tilflytter.
Niels Nielsen Hollands og Anton Bjerg Vester Børring holdt børnegudstjeneste i missionshuset i mine barnedage, jeg kan huske at Anton Bjerg gerne ville have en bajer, og jeg kan også huske, han altid var så rask til at bunde.
Niels Hollands var mere tør i det; han havde meget med mergelselskabet at gøre. Jeg har gået på jagt sammen med Niels Hollands på Gudum hede, Ml. Lind havde hedelod derude, hvor der nu er Gudumlund, vi gik på jagt i lyng så langt øjet rækker, længst ude kan jeg huske Rabek på Gudumkloster havde bier.
Svendsgård havde et stort stykke ude syd for den gamle landevej, og morbror Jens Chr. havde også et stykke, mejeristens skifte står der stadigvæk på kortet.
Han drev det på så mange måder, han havde blandt andet får derude, og Margrethe Dahl var derude for at klippe dem, og han havde bi derude.
Jeg kan så tydelig huske engang jeg var med derude for at se til bierne. Idet han lettede låget, lå der en hugorm i bikassen, han fattede et dækbræt og slog efter den, men den klarede det.
Jeg har også været med ham på jagt derude.
Hedeskifterne havde man, for at folk kunne bjerge lyng til deres store ovne, og til at tænde op ved om morgenen i komfurerne. Men lyngen skulle plejes, det vil sige den skulle slås, ellers blev den for lang og svær.
Jeg kan huske når en sind de var ude efter lyng, mor har fortalt, at når Kræ Ager kom efter lyng, skulle hun gerne lægge læsset og han skulle så læsse på.
Så sagde hun gerne til ham:” Vi skal ha en hjørn´hyll´ føst Kræ Aver.”
Når en sind man skulle begynde at lægge et læs, blev en vældig ”børring” (alt hvad man kunne læsse på en fork, eller have i favnen) det blev også kaldt en villing lyng; men der blev lagt en børring på hvert hjørne, som en hjørnehylde, og så eet i midten for at få hold på det.
Læsset skulle lægges godt, man skulle jo køre langt med det.
Det gjorde man også når man skulle lægge et kornlæs, her var det værste ”æ ryvning” ( det man rev sammen efter at negene var fjernet fra marken) det var svært at lægge, for det var løst.
Mange brugte lyng til foder. Jeg kan huske et år man havde sådan en sølle avl, da kom de fra Nr. Nissum og hentede en masse lyng til kreaturerne den anden side Hvirgeltoft, det var bare ene lyng derude dengang.
Jeg kan også huske fattiglemmerne fra asylet, når det var næsten mørkt, kom de gående derude fra og skulle hjem til deres sølle kummerlige kamre. Hanne Kjelder, Ann Holt, Mett´ Hjort, Æ Kjøvenhavner og velnok Bette Hans, sommetider var han da med.
De fik vel noget til føden, når de kom hjem; men det var såmænd ikke altid….
Jeg kan tydelig huske Hans Nielsen – Hilberts far – han slog lyng for os, og engang var jeg med derude. Nu skal det siges far var kirkeværge dengang.
”Goddag hr. grosserer, - eller sådan noget i den retning sagde far til Hans.
”God dag hr. kirkeminister” svarede Hans, han var ikke tabt bag en vogn, men han var halt, jeg kunne altid se, når det var ham, der gik op ad markvejen ved Sdr. Lund.
Staten købte Gudum hede, på nær et stykke som Jesper Nørby ikke ville sælge, det nyder hans efterkommere godt af den dag i dag.
Jens Peder Christensen Sdr. Prebensgård arbejdede meget med opdyrkningen, han gjorde et stort arbejde der.
Bjerre Jensen i Gudum var ligeså meget imod det, han gik på jagt derude ” æ slog”.
Folk troede ikke, det kunne gå med landbrug derude; men det gik da fint i mange år.
Men nu skal det jo bare lægges sammen det hele, det er en skandale.
Huha, når en sind jeg tænker på, hvordan det var engang, uha – og så nu….
Jeg tænker på sådan en gård som Kjær, jeg kan så tydelig huske, at den brændte, der brændte 4 store danske heste inde.
Det var Margrethe og Peder Dahl i Friistoft der opdagede branden, for de gik altid og ”vrædt” (arbejdede og kunne ikke blive færdige) om aftenen silde, så kom de til at se at det brændte i Kjær.
Sønnen Svend sprang derned, for at vække folkene.
Kjær var en firlænget gård med to fløje ud, det ene var svinehus og det andet var stald, og ude i stalden var der en dør ind til karlekammeret, og Peder Bech, en bror til Anne P.C., tjente i Kjær dengang, sammen med bette Niels Dalgård som lå og sov, og det var ikke for tidlig, at de fik kaldt på ham.
Han fortalte senere, at det første han gjorde, da han vågnede, var at gribe ned i Peders seng; men der var ingen, Peder var taget i byen.
Ildgnisterne stod Niels om ørerne oppe fra loftet da han var på vej ud.
Så skulle Svend helt om norden for stuehuset, for at kalde på Sinne og Christian, det var dramatisk.
Det er mærkeligt at se på Kjær i dag, dengang var det én af de pæneste gårde i Fabjerg.
Jeg håber det bliver udstykket igen, jeg håber det; men jeg får det aldrig at se; men hvem ved - måske om 50 år eller deromkring.
N. P. Sørensen - Jensine Sørensens far - var gammel mejerist, han var meget stram, jeg kan tydelig huske at han altid gik med stok nede på vejen, når han skulle hen på mejeriet efter udbetalingen.
Far var kasserer i mejeriet, og når der skulle udbetales penge, så vendte de bare skrivebordet. Jens Chr. krævede ikke så meget af nyt dengang, han var en billig mejerist for dem, og hans kone Bodil hjalp gerne med at lave smør i firkantede lurpakker og hun fyldte også smør i en drittel – en trædrittel.
Chr. i Ørts var på mejeriet i mange år, Roesgård og Chr. havde hundrede og sytten ting for, de havde bier og de gik på jagt, de havde et stykke i Klosterheden, det der hedder mejeristens skifte.
Ude syd på fra Gl. Møllevej går der en vej - Nedergård Hansensvej - ud til mejeristens skifte, Bodil plantede både blomster og buske derude.
Jeg gik på jagt sammen med Jens Mølgård, vi gik sønden for kirken, hvor Hollands havde roer, og der var både harer og høns. Jens var ikke særlig god til at ramme, det kan jeg huske Evald Jørgensen også har snakket om.
Evald var en fin jæger, og jeg var da blevet ret god til at skyde agerhøns, jeg skød den ene agerhøne efter den anden, og da vi gik der sønden for kirken den dag, kom der sandelig også en hare; men i det samme jeg skød den, kom Schriver og fru Schriver gående hen langs med kirkegårdsdiget, der var ikke træer ved vestsiden af kirkegården dengang, da gik vejen lige ved siden af diget.
Marinus Thomsen var også en ivrig jæger, han kunne gå, lige så langt han ville på jagt, uden at spørge nogen om lov, da var der jo ikke plantet derude i skoven.
Rounborg boede i Bloksgårdhus, en lille hvidkalket hus, som Jens Henriksen senere købte, Rounborg kom meget på Bjerg, vi brugte ham til at våge ved grisesøer, det ville han gerne. Han havde engang boet sammen med en anden mand i en udgravning nær ved Sandehus, de boede der, dengang Klosterheden blev plantet.
Han var så god ved mig, han kom tit med en ark glansbilleder med soldater på, kan jeg huske. Han mente selv han var noget adelig, fordi han havde en høj hvælvet pande.
Vi havde ham også tit, til at klistre og kalke og sådan noget.
Folk fik mange børn dengang, de fleste steder, ved Petrea og Peder Sidelmann for eks. døde der to eller tre børn efter hinanden.
Peders datter Stinne har tjent på Bjerg.
Peder Sidelmann købte Ny mølle, om det var af Karl Høegsberg, det kan jeg ikke huske; men jeg kan huske Karl Høegsberg tog ud og slagtede.
Kresten Volder der boede i Mariesminde (Fabjergkirkevej 47), skulle engang dele en gris med Theodor Andersen i Granly (Tingvej 15)
Volder havde lidt landeri og fedede af og til en gris op, Theodor syntes vistnok at hovedet var for lille på grisen ; men som Volder sagde: ” Et halvt grisehoved er et halvt grisehoved, så det….
Skovløber Peder Sakariasen i Sandehus, ham har jeg drukket en del øl sammen med.
Det blev særlig galt engang oppe ved Købmand Møller, det var under krigen, vi havde ikke noget ordentlig at drikke. Men Jens Andersen Hvirgeltoft, Peder Sakariasen, Reinholdt, Hans Nielsen og mig, vi havde noget pullimut, noget sølle frugtvin, og den tovlige købmand blev ved at sidde og hælde op i mit glas, så jeg blev sandelig så pløret af det.
Aksel Nielsen fra Hollands som tit kom op på Bjerg for at besøge os, havde et valgsprog
”Vin er for maven, hvad vand er for haven.” sagde han gerne…
Villiam Hollands kom også af og til…
Lærer Ravn var en tovlig hund, han havde et forfærdeligt temperament, han kunne blive så tovlig, når en sind sådan at skolebørnene havde været på skoleudflugt til København. Dengang overnattede de på fregatten Jylland, og var der en lærer, der ikke kunne styre børnene, kunne de bare kalde på Ravn, han var gammel befalingsmand.
Men han var så flink, han var én af de første der fik fjernsyn, så Mads Jørgensen, Reinholdt og jeg var af og til oppe for at se fodbold ved ham, jeg tror det var under olympiaden.
Han ”håj så møj en kjønne ko´n”, ( havde en køn kone) engang, der var eksamen, ringede hun til Dagny, et par timer før hun skulle have skolekommissionen til spisning. Da skulle hun først til at gøre hønsene i stand til suppen, hun ville lige spørge hvordan man gjorde. De flyttede til Nivå på Sjælland
Ravn holdt aftenhøjskole, det var P.C. også med til, jeg kan huske han kørte Pigsborgs store Sct. Bernhardshund ned engang, det var han led ved, da han kom hen på skolen.
Jeg kan tydelig huske, da far var død, og jeg kom op til Ravn, for at spørge ham, om han ikke godt kunne komme op på Bjerg, for at synge far ud, da var han så forstående og nem at have med at gøre.
Han var kirkesanger, men så kom Linderoth den bette stegel, huha, han var i missionshuset, hvor han gerne ville have noget at sige.
Far bad altid aftenbøn sammen med mig, det kan jeg huske, det er såmænd ikke fordi jeg er blevet til noget særligt i den retning, men jeg tror da stadigvæk på noget.
Jeg vil også gerne være et kristent menneske, men jeg kunne ikke tænke mig at tilslutte mig sådan noget og være indre missionsk, de, der er mest fanatisk, syntes jo at alle vi andre ikke er, som vi skal være.
Jeg vil ikke kæmme dem alle over én kam, men nogle af missionsfolkene var for fanatiske.
Jeg sætter stor pris på Anton Tang …. ja og Margrethe og Peder Dahl, det var de herligste mennesker….
Anne Jensen Brunshede havde nogle store myrter kan jeg huske, hun var gift med Jens Hede. Chr. Jensen, som senere fik Brunshede, tjente i Kjær, hans kone Anne kom op på asylet som bestyrerinde.
Metha og Albert Klemmensen fik så Brunshede, de mistede deres store dreng Busser, som ung, de havde også en pige, der hed Vita.
Albert spillede fodbold, men på sine ældre dage blev han skidt gående.
Albert og Svend Madsen var et par værre fyre - men gæstfrie - jeg skulle altid ind og have kaffe hos Anna og Svend, og jeg har tit truffet Albert dernede.
Jeg kom tit derned en søndag formiddag, Reinholdt var der og vi fik en god snak, ja, jeg har fået mange gode kopper kaffe og en mellemmad med gele på dernede, jeg vil så tovlig gerne have gele.
Da Petrea og Søren Mikkelsen solgte Dalhus til Anna og Svend Madsen flyttede de til Aldershvile ( Fabjergkirkevej 72)
Engang Petrea lå på sygehuset, kom hun til at kende en dame, som var i butikken hos Lysgård Madsen i Lemvig i mange år, hun var med i Frelsens hær, og engang hun var på besøg hos Petrea sammen med sine tre sønner, sad de og sang inde i stuen.
Da de havde siddet og sunget en tid, blev døren ind til et lille kammer pludselig revet op, og ud kom Søren med nathue på, han gik hen til lampen og: ”pust.”
Han ville ikke have sådan noget gøgl i sit hus, så han pustede bare lyset ud.
Han kunne godt være strid.
Jeg kan huske Karl Sørensen slap ind i sognerådet, jeg tror det var som suppleant og Laurids Madsen var der, kan jeg huske, og Peder Kubstrup, han var en fin mand.
Karl Sørensen og Søren Pedersen var vejmænd, det var nok Søren der gjorde arbejdet, Karl stod gerne med hagen hvilende på skovlens håndtag.
Hans datter Johanne, som jeg gik til præst sammen med, kom ned på Jespersens hotel i Lemvig, hun blev gift med Jens Chr. Vestergård Larsen, som tjente i Svendsgård.
Jeg var på Jespersens hotel med honning til ”hyggelige vært” Jørgensen, da var Johanne der, hun var blevet noget fornem i det, hun ville sgi ikke for godt hilse..
Derimod Olga Kølhede Larsen, datteren fra brugsen, som blev gift med Thorvald Laursen, hun ville sørme godt snakke. Der var to piger i brugsen, den anden datter Emilie blev gift med Johannes Simonsen.
Vi kom en del sammen med Katrine og Kølhede Larsen, og Larsen kom engang ned på Bjerg en nytårsaften.
Der kom mange til Bjerg nytårsaften, og der blev lavet løjer. Engang mor kom med en æblekage nede fra spisekammeret og igennem gangen, så var der én der smed en tudse, og den sprang lige op i æblekagen.
Fra Pigsborg kørte man altid gennem vores gård, jeg kan huske at Jens, som var en bror til Kristian Pigsborg, tjente dernede.
Når han kom kørende sad han altid og nikkede med hovedet, markvejen var jo noget ujævn, men det er sådan noget man som barn lægger mærke til.
Anton Mikkelsen, som senere blev lærer, tjente på Bjerg som ungt menneske, vi gik meget på jagt sammen, og Anton mente, at han havde lov til at gå på Sdr. Dahls jorder.
Så en dag, han havde overlærer Madsen fra Lemvig med – en rare mand; men han er død for mangfoldige år siden - så var vi kommet ud på Sdr. Dahl mark, men så kommer Jens Andersen Hvirgeltoft farende op over bakkerne, og han var så ”uen” (ond) så det var forfærdelig, han ”ga å æ hals” (han skældte ud) det var hans område mente han.
Dengang var der nogen, der gav enhver, der havde lyst, lov til at gå på jagt; men det var hård ved jagten, for der var også nogen dengang, der drev det lidt for hårdt.
Jeg kom galt afsted engang, også med en jagtret.
Jeg kan godt se, det var min egen fejl. Jens Lund Overlund og jeg gik meget på jagt sammen, og engang hvor vi gik på Bjergs mark, fløj der nogle agerhøns over på Pigsborgs mark for os, og vi gik derover efter dem.
Vi plejede jo at have lov til at gå der, så det tænkte jeg ikke videre over, men da jeg senere kom til Pigsborg, for at spørge efter om jeg stadig måtte gå på jagt der, sagde
Chr. Pigsborg:” Ja det må du, men det er nok et ord værd at spørge om lov til det.”
Uha, ja, det er det da; men de her agerhøns, det var for spændende….
Men det er jo folks ejendomsret man krænker.
Når smed Lauritsen kom for at sko hestene på Bjerg, sagde han gerne til hesten, hvis den stod lidt uroligt: ”Nu ska du vår´dæ, elsens ska a muntre dæ !”
(Nu skal du passe på ellers skal jeg ordne dig)
Hos smed Simonsen var der en smedelærling, der var ved at sko en hest, da den blev urolig, tog han hammeren og ville banke hesten med den; men en af svendene tog lige fat i ham, og holdt ham fra jorden et lille stykke tid, så faldt han ned.
En dag Vosborg – en af landevejens farende svende - havde stået i smedeværkstedet og holdt en farlig kæft, tog en af svendene ham, og satte ham uden for kantstenen, med besked, om at han ikke skulle vove sig indenfor.
Så gik Vosborg derude og gav af hovedet, men han gjorde aldrig fortræd, nej han var bare ude på, at bjerge sig en skilling til en øl.
Anders Peder Graversen byggede Fabjergstad 64, og flyttede derop da han solgte Søndergård til Chr. Villesen fra Skov.
Kirstine og Peder Damgård havde Fabjergstad 58, måske var det dem der solgte huset til Else og Magnus Andersen fra Hjortkjær, det kan jeg nu ikke huske, men Peder boede da hos Mikkel Serup i Engelundvej 6, før han kom på plejehjemmet.
Ida og Magnus Bjerg boede i Fabjergstad 62, som er bygget af brdr. Marius og Thorvald
Laursen til deres mor, antagelig i 1928. Jeg har hørt noget om at stenene der blev brugt til det stammede fra et nedrevet hus i Humlum. Måske kneb det med at skaffe sten der i efterkrigstiden hvad ved jeg.
Jeg tror Ida og Magnus solgte til Magda og Marinus Dahl, som boede i den nordlige del af sognet. Marinus var mælkekusk og Magda gik ud og hjalp ved fester.
Vores nuværende købmand Leif og Majas søn Mogens bor på Teglgårdsvej i Lemvig og datteren Vibeke er sygeplejerske og bor i nærheden af Svendborg., hun er gift; men hendes mand bor i Belgien, og de har en datter.
Vi havde mange skønne aftener oppe ved Maja og Leif i købmandsforretningen, der kom folk og vi fik en god snak og en øl.
Jens Bjerg døde den 31. Juli 1998 efter et langt og godt levet liv.
Jens var god for en snak og havde så afgjort sin egen mening om tingene, han var jæger og lokalpatriot – hans liv var og blev Fabjerg sogn og dets beboere, og mange vil mindes Jens
for hans livlighed og medleven.
Hanne Bjerg døde i 1999 – godt et årstid efter Jens..
Hun var en hjemmets kvinde i ordets egentlige forstand.
Ære være deres minde
Fabjerg lokalarkiv januar 1999 Krista Lauritsen
+